1. januar 2016

”Jeg var nærmest gift med Mejerikontoret”

LIVSHISTORIE I 1972 rejste Margrethe Willumsen til Tyskland som Karolinepige. Der gik omkring 40 år, før hun for alvor vendte hjem til Danmark.

”Wenn jemand eine Reise tut, so kann er was erzählen”, citerer Margrethe Willumsen den tyske digter Claudius. 

Oversat til dansk lyder citatet: ”Den, der rejser, har noget at fortælle”. Og det har Margrethe! Det er kun fire måneder siden, hun er vendt hjem til Danmark efter at have boet en snes år i Afrika. Før dette arbejdede hun i næsten ligeså mange år for dansk mejeribrug i USA. Men hendes eventyrlige rejse og fortælling begynder i 1972, da hun blev Karolinepige. 

Landmandsdatteren Margrethe var i begyndelsen af 20’erne, apotekeruddannet og eventyrlysten, da hun så annoncen, hvor Mejerikontoret søgte Karolinepiger. Hun blev optaget og udsendt til Tyskland med det største hold Karolinepiger indtil da – dansk landbrug satsede nemlig stort, da det var året, hvor der var afstemning om Danmarks indlemmelse i EF (i dag EU). Og hun husker tydeligt, hvordan medlemskabet blev fejret med maner på en fødevaremesse i Tyskland sammen med danske mejerifolk. 

Margrethe fortæller om et oplevelsesrigt, men også anstrengende år, hvor hun og de andre Karolinepiger ’boede i en kuffert’ og rejste fra by til by med hver deres demonstrationsudstyr. 

I 1973 vendt hun hjem, men kun for en kort bemærkning. Ved et tilfælde blev hun nemlig fanget i en snestorm i Aarhus og benyttede lejligheden til at besøge Mejerikontoret. Her blev hun straks tilbudt endnu en udsendelse som Karolinepige – denne gang i Schweiz. 

Selvom Margrethe egentlig stod for at starte i et job hos Statens Seruminstitut, svarede hun ’selvfølgelig’. ”Karolinepigen var stadig i mig,” smiler hun. 

16 år i USA

Margrethe stillede betingelser til den nye tørn som Karolinepige. Hun ville gerne videre til USA, hvor hendes morfar var bosat. Og sådan blev det. Efter et halvt år som Karolinepige i Schweiz kom hun til mejeribrugets kontor i San Francisco, ansat under Esther Rasmussens ledelse. I begyndelsen som Karolinepige, senere som ’Director of speciel events’, en stilling, der bragte hende rundt i Staterne – fra Texas til Alaska. 

Fra tiden i USA har Margrethe gemt en række uforglemmelige fotos, hvor hun blandt andet poserer med det danske kongepar, det japanske kejserpar, Victor Borge m. fl. På et af disse fra Los Angeles 1978 optræder prins Henrik med et meget stort lattersmil. Årsagen er at hans vært netop har introduceret: ”Og nu kommer Margrethe med osten!”, hvorefter Karolinepigen Margrete serverer for ham. 

Efter 16 år stod Margrethe i 1990 ved en skillevej, der var sket store ændringer i dansk mejeribrug og de opgaver, hun stod overfor. 

Et nyt liv i Afrika

”Jeg var blevet 42 år og var nærmest gift med Mejerikontoret. Jeg havde brug for en tænkepause, havde lyst til rejse Europa rundt og være sammen med min familie,” fortæller hun og husker, at hun og Esther Rasmussen var enige om, at ’det var som en skilsmisse’. 

Næste gang, hun mødte Esther Rasmussen, var ved dennes 80 års fødselsdag, som blev fejret i Lundeborg på Fyn. Margrethe fik Frede til bords. Han var 49 år, ungkarl og bosat i Afrika, ”og lynet slog ned med det samme,” fortæller hun. 

Sammen med Frede fik Margrethe en ny livsepoke i oliestaten Nigeria, i begyndelsen med rosendyrkning og siden grøntsager. Og sidst med velgørenheds projekter for gadebørn, men korruption og stigende uroligheder i landet fik dem til sidst til at vende hjem. 

Tilbage til kulden i rødt og hvidt

”Det var frysende koldt at komme til Danmark, og det første, jeg købte, var kashmirundertøj, ligesom jeg havde, dengang jeg var Karolinepige og sommetider måtte stå i kulde og træk”, siger hun. 

Denne februardag på Landbrugsmuseet er Margrethe klædt i en smuk rød kjole, ditto matchende taske og hvid skjorte. Kjolen er en afskedsgave fra hendes veninder i Afrika, som hun selvfølgelig har lært om Karolines Køkken, men ellers har hun undgået de rød og hvide farver i mange år. 

”Med farverne er jeg straks tilbage i Karoline-tiden,” smiler hun og ranker ryggen. 

”Et lille land som Danmark har brug for at gøre sig i den store verden, og jeg er stolt over den indsats, vi gjorde. Jeg ville og kunne ønske, at man ville tage konceptet op igen og på samme sobre måde. Der var stil over Karolinepigerne.”

Jobbet som Karolinepige blev starten for en verdens-odysse for Margrethe Willumsen.