På gården

Koen leverer det hvide guld. Mejeriproduktionen starter ude på de danske gårde, hvor over en halv million køer hver dag producerer 14,8 mio. liter mælk.

I Danmark er der tradition for en stor mælkeproduktion. Det skyldes ikke mindst, at malkekøer befinder godt i vores kølige klima, som også gør det muligt at dyrke meget – og meget forskelligt – foder.

I Danmark er der i dag ca. 2.831 gårde med tilsammen ca. 565.000 malkekøer. I 2019 leverede disse køer 5,4 mia. kg mælk til de danske mejerier. I gennemsnit er der altså 199 køer på hver gård.

For 50 år siden var der i gennemsnit ni køer på en gård, og dengang producerede en ko ni liter mælk om dagen. Det tal er nu oppe på 27 liter, så i dag bliver der produceret lige så meget mælk på de 2.831 gårde, som der gjorde på ca. 145.000 gårde for 50 år siden, og udviklingen mod stadig færre og større bedrifter fortsætter.

Ud over de 563.000 malkekøer er der også kvier, stude, tyre og ammekøer, så i alt er der knap 1,5 mio. stykker kvæg i Danmark.

En malkeko æder cirka 60 kg foder – op til 80 kg hvis den kun æder græs – og drikker mindst 100 liter vand om dagen. Til gengæld leverer den i gennemsnit 27 liter mælk om dagen, og højtydende køer producerer 35-40 liter.

Koen producerer dog ikke kun mælk – den leverer også omkring 60 kg gylle om dagen.

Stalden

De fleste køer lever i løsdriftsstalde, hvor de går frit rundt. Midt i stalden er der en bred gang kaldet foderbordet. To gang om dagen kører landmanden ned ad gangen og lægger foder til køerne, som så kan æde, når de vil. Der er også en seng til hver ko, hvor den kan hvile sig og tygge drøv. I sengen er der enten halm, sand eller en madras af gummi.

Cirka 5 pct. af de danske malkekøer lever i bindestalde, hvor de æder, hviler sig og bliver malket i båsen. Det er forbudt at bygge nye bindestalde, og de allerede eksisterende skal tages ud af drift i 2027.

Foder

Koen bliver fodret med grovfoder, kraftfoder samt vitaminer og mineraler. Ensilage udgør en stor del af grovfoderet. Ensilage består af gærede planter – først og fremmest græs og majs, men også korn, der høstes før det er modent. Ved gæringen konserveres planterne, så man kan fodre med ensilage hele året.

Køernes tilskudsfoder, som også kaldes kraftfoder, indeholder en stor andel biprodukter. Det kan være sojaskrå, rapskage, solsikkeskrå mv., der i princippet er biprodukter, efter at man har udvundet olien af frøene. Desuden indgår der korn, majs, ærter mv. i kraftfoderet. Ud over grovfoder og kraftfoder får koen et tilskud af mineraler og vitaminer.

I mange besætninger blandes grovfoder, kraftfoder og mineraler sammen, før det gives til køerne. Så kaldes det fuldfoder.

På græs

Når køer er på græs, spiser de ikke hvad som helst. Faktisk er det ret få typer græs, de kan lide, til gengæld kan de godt lide græs med meget sukker i, og kløver er også blandt favoritterne. Planternes indhold af sukker varierer meget hen over sæsonen, så koen vælger de planter, den bedst kan lide, både ud fra typen og hvor i udviklingen planten er. Først når alle koens favoritter er spist, går den i gang med andre planter. Da koen ikke har fortænder i overmunden, skal græsset helst være mellem 7 og 15 cm langt, så den kan rive græs og andre planter over ved hjælp af tungen.

Koen er drøvtygger

Koen tilhører familien af drøvtyggere, som også omfatter bl.a. kamel, giraf, ged og hjort., dvs. at den tygger foderet flere gange. Koen tygger således ikke sit foder særligt grundigt, inden den sluger det første gang. Cirka en time efter den har ædt, lægger den sig derfor ned for at tygge drøv, dvs. at den gylper foderet op fra vommen i mindre portioner og tygger det grundigt, inden den synker det igen. En ko kan bruge op til 10 timer om dagen på at tygge drøv.

Koens fire maver

Vommen er den første og største af koens fire maver. Vommen kan rumme 200 liter, og her lever millioner af mikroorganismer, der hjælper med at nedbryde foderet. I den næste, netmaven, bliver foderet fra vommen sorteret, og kun det findelte foder kan flyde videre til bladmaven: Her optages fedtstoffer, vand og salte fra foderet, inden foderet når frem til den fjerde og sidste mave – løben, der minder om menneskets mave. I løben er der saltsyre, der slår de bakterier og svampe ihjel, der er fulgt med foderet. Foderet er nu så nedbrudt, at tarmene kan optage det som næringsstoffer for koen. Koen udnytter på den måde foderet rigtig godt.

 

Malkning

De fleste køer bliver malket to gange i døgnet – tidligt om morgenen og sidst på eftermiddagen. På nogle gårde bliver de malket tre gange i døgnet. I malkestalden starter landmanden med at aftørre koens patter – der bruges en ren klud til hver ko. Aftørringen sker for at sikre, at der ikke kommer snavs og bakterier hverken i mælken eller op i yveret. Derudover har aftørringen den funktion, at patterne masseres og stimuleres, hvilket får mælken til at løbe fra mælkekirtlerne og ned i patterne. De første stråler fra hver af koens patter håndmalkes for at sikre, at mælken ser rigtig og sund ud: Hvis koen har yverbetændelse, kan det ses ved, at der er klumper i mælken, og så må mælken ikke blandes med mælken fra raske køer. Koen kan godt have yverbetændelse i én mælkekirtel uden at have det i de tre andre.

Nu kan landmanden sætte malkemaskinen med de fire pattekopper på. Maskinen suger mælken ud af yveret ved hjælp af et nænsomt undertryk – ligesom kalven gør det. Det tager cirka fem minutter at malke en ko. Fra malkemaskinen løber mælken gennem et lukket rørsystem ud i køletanken. Mælken er 37º C varm, når den kommer ud af koen, men i mælketanken bliver den hurtigt kølet ned til 6º C. Det forhindrer, at bakterier udvikler sig i mælken og sørger samtidig for, at den holder sig frisk.

Hver eller hver anden dag kommer en tankbil fra mejeriet og henter mælken. Hver gang mælketanken er blevet tømt, bliver den gjort ren.

På nogle gårde er der en malkerobot, og her kan køerne selv bestemme, hvornår de vil malkes. Robotten udfører de samme opgaver, som medarbejderen i malkestalden.

Malkekoens liv

En malkeko hedder fra fødslen en kviekalv; når den er lidt over et år gammel, skifter den navn til kvie. På det tidspunkt bliver den insemineret, og derefter er den drægtig i ni måneder. En kvie er altså ca. 2 år, når den får sin første kalv. Først når kvien har kælvet, begynder den at producere mælk, og den er nu blevet en malkeko.

Koen skal have en kalv en gang om året, hvis den skal blive ved med at give meget mælk, og derfor bliver den insemineret igen cirka tre måneder efter, at den har kælvet. To måneder inden koen skal kælve, stopper landmanden med at malke den for at give koens krop og yver en pause. I den periode kaldes koen en gold-ko.

De fleste malkekøer bliver slagtet, når de er omkring fem år – altså når de har fået tre kalve og produceret mælk i tre år – fordi mælkeydelsen begynder at falde.

Økologiske køer

I Danmark var der i 2019 421 økologiske bedrifter med tilsammen ca. 63.000 økologiske malkekøer; i alt blev der leveret 499 mio. kg økologisk mælk til mejerierne. De to vigtigste forskelle mellem økologiske og konventionelle køer er dels den måde, deres foder dyrkes på, dels kravet om at de økologiske køer skal på græs. Konventionelle og økologiske køer får som regel det samme at spise: græs, grovfoder og kraftfoder, men foderet til de økologiske køer skal være dyrket uden brug af kunstgødning og sprøjtemidler. I stedet for kunstgødning bruger den økologiske landmand gylle, og ukrudtet bliver fjernet med maskiner og håndkraft i stedet for sprøjtemidler.

Ligesom de fleste konventionelle køer lever de økologiske malkekøer i løsdriftsstalde, men fra 15. april til november skal køerne på græs mindst seks timer om dagen. Om vinteren skal de desuden kunne gå ud på et motionsareal.

Ko-racer

I Danmark var det tidligere den røde malkeko, der var den mest almindelige, men den er for længst blevet overhalet af den sort-hvide ko – Dansk Holstein.

De tre mest almindelige malkekvægsracer i Danmark er:
Dansk Holstein (DH) Ca. 75 pct. af de danske malkekøer er af racen Dansk Holstein, som er kendt for at have en meget høj mælkeydelse – ca. 32 liter om dagen. Dansk Holstein stammer oprindeligt fra det Jyske kvæg, men i dag er racen næste udelukkende et resultat af krydsningen med racen Holstein fra USA.

Dansk Jersey stammer oprindeligt fra Jerseyøen i den engelske kanal. I dag udgør Dansk Jersey 13 pct. af køerne. Jerseydyrene er mindre end de andre malkeracer, og er desuden kendetegnet ved en lavere mælkeydelse, ca. 22 liter om dagen, til gengæld har mælken et højere fedt- og proteinindhold

Rød Dansk Malkerace (RDM) udgør 8 pct. af malkekvæget i Danmark; den giver ca. 29 liter mælk om dagen. Racen stammer oprindeligt fra Ø-kvæget på Sjælland og Fyn, men er siden krydset med tilsvarende racer fra mange andre lande, og den kan derfor også have brune, rødbrogede og sorte nuancer.