Mejeriingeniøruddannelsen – Spydspidsuddannelsen på fødevareområdet

Mejeriingeniøruddannelsen er mejeribrugets akademiske uddannelse. Uddannelsen er udformet i tæt samarbejde med danske mejerivirksomheder og følgeindustrien. Den er derfor sammensat, så den færdiguddannede mejeriingeniør/Master in Dairy Science and Technology er klar til en spændende hverdag i en af de mange forskelligartede virksomheder i Danmark og internationalt. Som mejeringeniør vil du arbejde i en række nøglepositioner inden for produktion, innovation eller teknisk rådgivning. Gennem mange år har der været fuld beskæftigelse for mejeriingeniører.

Fakta om mejeriingeniøruddannelsen

Uddannelsen til mejeriingeniør er en 2-årig naturvidenskabelig kandidatuddannelse, der gennemføres som overbygning/specialisering på den 3-årige bacheloruddannelse i Fødevarer og ernæring.

Varighed:
I alt 5½ år: 3 år bachelor i Fødevarer og ernæring, ½ år praktik, 2 år kandidatuddannelse.

Adgangskrav:
Gymnasial eksamen (optagelse på bacheloruddannelsen Fødevarer og ernæring), bacheloreksamen og gennemført mejeripraktik (optagelse på kandidatuddannelse). Det er også muligt at starte på kandidatuddannelsen med anden bacheloreksamen inden for det det teknisk naturvidenskabelige område. Det kræver dog en individuel bedømmelse af fagkombinationen. Uddannelse som mejerist eller procesteknolog giver merit.

Undervisning:
Undervisningen på kandidatuddannelsen foregår på engelsk og omfatter forelæsninger, projekter, praktiske øvelser og eksperimentelt arbejde.

Mejeripraktik:
For at erhverve titlen Mejeriingeniør skal man have bestået det obligatoriske praktikforløb. Praktik består af seks ugers introduktionsforløb på Kold College ved Odense efterfulgt af otte ugers praktik på en mejerivirksomhed, to ugers forløb på Kold College samt yderligere fem ugers afsluttende virksomhedspraktik.

Udbyder:
Københavns Universitet i et samarbejde med Danmarks Tekniske Universitet på enkelte kurser. Der er også mulighed for at tage enkeltfag på udenlandske universiteter.


Karrieremuligheder

Mejeriingeniører får oftest arbejde i private virksomheder inden for produktion, forskning, udvikling og innovation, rådgivning og salg samt kvalitetsstyring.

En specialisering i mejeriteknologi vil gøre dig til en global ekspert inden for mejeri og fødevarer. Mange finder job hos andre fødevareproducenter, i ingrediensvirksomheder, hos udstyrs- eller instrumentproducenter eller i medicinalvirksomheder.

Der er også mulighed for offentlig ansættelse inden for forskning, undervisning eller levnedsmiddelkontrol.

Mejeriingeniører ender ofte i koordinerende og ledende stillinger.

Der er rigtig gode muligheder for både kort- og langsigtet ansættelse i udlandet.

Industrien mangler færdige kandidater. Den meget lave arbejdsløshed for danske mejeriingeniører betyder, at der reelt er tale om fuld beskæftigelse.

Læs mere om uddannelsen på følgende sider

Uddannelsesguiden

Københavns Universitet

Dansk Mejeriingeniør Forening 

Kim Tram Soerensen

Kim Tram Sørensen

Chefkonsulent, Landbrug & Fødevarer/Skejby

Direkte: 33394479

Mobil: 23356833

E-mail: kts@lf.dk