Faste rammer og rutiner giver ro til eleverne

Marianne fortæller, at spisepausen med de faste bordgrupper giver anledning til nye relationer, gode snakke og fællesskaber – også for de elever, som ellers kan være ensomme.

”Ingen sidder alene. Spisepausen gør, at alle har et tidspunkt på dagen, hvor de sidder sammen med nogen. Også de elever, som måske er lidt mere på kanten af fællesskabet.”

Nye relationer skabes mellem eleverne, men også mellem lærere og elever. Skolen har nemlig afsat ekstra tilsynstid til lærerne, så de kan spise sammen med eleverne.

I tillæg til det styrkede fællesskab oplever mange elever at være mætte i længere tid med den nye skolemad:

”Der er flere, der siger til mig, at de er mere mætte – også sidst på dagen,” siger Marianne og fortæller, at de også har indtrykket af, at eleverne spiser mindre snacks og junkfood:

”Der var en gruppe 9. klasses drenge, som havde en ”kebab-onsdag”, som måske egentlig var hver dag. Men nu spiser de meget mindre junk. De siger selv, at de køber mindre og at de sparer penge.”

Sammen med skolemaden indførte Søholmskolen, at eleverne ikke må medbringe snacks, chips, slik og kage i skolen:

”Der lå så meget slikpapir og dåser fra energidrikke, så det indførte vi samtidigt med madordningen. Det har også gjort, at der er meget pænere nede i udskolingen.”

”Det her med at få lavet noget mad til eleverne, som langt de fleste kan lide. Generelt er de ret glade for maden, men der er nogle gange, hvor de måske ikke lige synes, at det er lækkert nok. Det er jo ikke en restaurant. Det er almindelig mad, der også skal være sundt og følge nogle rammer med kostråd, begrænsninger på kød og så videre.”

Marianne fortæller, at det hovedsageligt drejer sig om 9. klasserne, som har haft svært ved at vænne sig til de nye rammer og regler her et halvt år før deres sidste skoledag i folkeskolen.

For at inddrage eleverne i kostordningen og afstemme forventningerne omkring maden afholdt Søholmskolen inden forsøgets start et møde med elever, lærere, ledelse og leverandør, hvor de talte om mulige madplaner og ønsker til maden.

Generelt beretter Marianne om et godt samarbejde med den kommunale leverandør, Hegnsgården, som også laver mad til plejecentre og daginstitutioner i området:

”De er meget fleksible og lydhøre og synes, at det var en spændende opgave at prøve at lave mad til unge mennesker. Vi har også en følgegruppe med elever og lærere, hvor vi holder møder med køkkenet og taler om kvaliteten af maden. Og nogle gange er der jo noget kritik, men så prøver de at justere inden for rimelighedens grænser. Så det bliver bedre og bedre, og for det meste er det ret godt.”

”Vi er egentlig bare positivt overraskede over, at det faktisk er gået så nemt,” lyder det fra Marianne.

”De ansatte har været vildt gode, og de faste rammer og den velkendte spisesituation har gjort, at det også har været nemt for børnene. Det har faktisk bare vist os, at det er det, vi skal gøre i udskolingen generelt: Være tydelige, give dem faste rammer og velkendte situationer – ligesom vi jo allerede gør med de små klasser. Det fungerer altså også bare for de større elever.”

Marianne Dietz fra Søholmskolen er ikke i tvivl: ”Ja. Det er et godt sted at være samlet og have et fællesskab om noget, som vi i forvejen er vant til at have fællesskaber omkring – altså mad. Det giver en positiv pause midt på dagen, der er så god stemning, og eleverne kan lære hinanden at kende i en tryg og velkendt ramme.”