Mejeriforskningsnyt

Her på siden kan du læse om nyt fra mejeriforskningsverden, og om de resultater og publikationer, der kommer ud af projekterne under Mejeribrugets ForskningsFond.

Så indkalder Mejeribrugets ForskningsFond atter interessetilkendegivelser

30. september 2022

MFF er atter klar med et nyt call. Ansøgningsfristen er torsdag den 1. december 2022. For mere information om ansøgningsproceduren og ansøgningsskemaer, se HER. 

 

Mejeribrugets ForskningsFond får ny strategi

30. september 2022

Mejeribrugets ForskningsFond er nu klar med en ny strategi, der dækker perioden 2022-2026.

Du kan læse den på dansk her, og vil du hellere læse den på engelsk, så klik her.

Vi glæder os til at være med til at være med til at sætte gode projekter i søen i den kommende strategiperiode. 

Nye og innovative ingredienser indeholdende beta-kaseinfragmenter – BETAFRAG

12. juli 2022

Jan Trige Rasmussen fra Aarhus Universitet har nu skrevet om resultaterne fra BETAFRAG-projektet i Mælkeritidende. Læs mere HER

 

Calcium dynamics during manufacturing of cheese (PROCALCIUM)

5 marts 2022

Lilia Ahrné introducerer projektet PROCALCIUM i Mælkeritidende. Projektet kigger på, hvordan calciumdynamikkerne i mælken kan påvirkes af fremstillingsmetoderne. Dermed er det muligt at påvirke  tekstur og funktionalitet i de endelige produkter, fx i ost. Se artiklen HER.  

Årets nye MFF-projekter

26. februar 2022

Så har MFF-bestyrelsen evalueret de 17 interessetilkendegivelser, som kom ind i slutningen af november 2021.

Bestyrelsen har fagligt prioriteret følgende projekter:

Sjurdur F. Olsen, Statens Serum Institut: Indtag af mælk i en landsdækkende dansk fødselskohorte (MACH)
Formål: At undersøge, om der er en sammenhæng mellem indtag af mælk og børns vækstmønster, risiko for knoglebrud og risiko for type 1 diabetes. Desuden undersøges om indtag af økologisk mælk er forbundet med lavere cancerrisiko hos børn. En stor dansk og en norsk fødselskohorte danner grundlag for undersøgelserne.

Christian W. Heegaard, Institut for Molekylærbiologi og Genetik, Aarhus Universitet: Fokus på mælk til gravide og ammende vegetarer
Formål: At undersøge, hvor effektivt den daglige mælk bidrager til en forbedret jod- og jernstatus hos gravide og ammende vegetarer, samt hvorvidt mælkens indhold af vitamin B12 beskytter kroppen mod oxidativt stress under graviditeten.

Clarissa Schwab, Institut for Bio- og Kemiteknologi, Aarhus Universitet: Sundhedsmarkører for mælkeindtag (BioDairy)
Formål: At generere en platform af værktøjer, der vil hjælpe med at identificere mikrobielle og immunologiske biomarkører for effekter af at spise fermenterede mælkeprodukter.

Lukasz Krych, Institut for Fødevarevidenskab, Københavns Universitet: Kvalitetsmodellering via genomiske analyser (Cassandra)
Formål: At etablere et system til at forudsige specifikke aroma/smagsforbindelser i mejeriprodukter baseret på stammeniveau-karakterisering ved brug af ”long-read” sekventering, bioinformatik baseret på komplette genomer og multivariat dataanalyse.

Karsten Olsen, Institut for Fødevarevidenskab, Københavns Universitet: Hvordan ost kan fremme en grøn spiseadfærd
Formål: At undersøge, hvorledes naturligt forekommende umami- og kokumi-smagskomponenter og frie fedtsyrer i ost kan være med til at gøre plantebaserede måltider mere smagfulde og foretrukne hos forbrugere.                 

Milena Corredig, Institut for Fødevarer, Aarhus Universitet: Membranoverfladeegenskabers effekt på MCI-funktionalitet og mælkefraktionering (SURFMILK)
Formål: At afklare, om MCIs sammensætning, struktur og funktionalitet påvirkes af den valgte membrantype og procesforhold under selve fraktioneringen.

Serafim Bakalis, Institut for Fødevarevidenskab, Københavns Universitet: Minimering af miljøpåvirkningen ved in-situ rengøring (cleaning in place) (SmartClean)
Formål: At udvikle validerede modeller, der muliggør optimering af CIP-processer (Cleaning in Place) i mejeriindustrien.

Christian Solem, DTU Fødevareinstituttet: Sikre mejeriprodukter gennem mikrobielle synergier (SIKKER)
Formål: At undersøge potentialet i at benytte in-situ produceret reuterin til at forhindre uønsket mikrobiel vækst i mejeriprodukter.

Susanne Knøchel, Institut for Fødevarevidenskab, Københavns Universitet: Sikker fermentering af mejeri-og plantebaserede matricer (SaFeMix)
Formål: At identificere kontrolstrategier for B. cereus i blandede mejeri-/plante-fermenteringer.

Du vil i den kommende tid kunne læse mere om projekterne efterhånden som de rigtigt kommer i gang.

CutDM – Det hypo-energetiske studie:
Reduktion af kulhydrater i diabeteskosten – mekanismer bag effektiv behandling af type 2 diabetes via selektivt valg af makronæringsstoffer.

3. januar 2022

Steen Bendix Haugaard og hans projektgruppe har i projektet "CutDM Hypo" kigget på, hvordan en kost med lavere indhold af kulhydrater end den normalt anbefalede diabetikerkost påvirker patienter med type 2 diabetes. Resultaterne af projektet er bragt i Mælkeritidende og kan læses HER

ARKIV

Tidligere nyheder fra mejeriforskningsverdenen findes her: