1. januar 2016

De store bliver større

VOKSEVÆRK Verdens største mejeriselskaber fortsætter ekspansionen med stigende fokus på afsætning på vækstmarkederne i Asien og Latinamerika.

Verdens største mejeriselskaber har tilsyneladende alle den samme dagsorden: Vækst. Det kan i hvert tilfælde konstateres, at samtlige selskaber på den globale top 10-liste er vokset markant, når man sammenligner omsætningen med året før. En udvikling baseret både på udvikling af det bestående produktionsapparat og ved opkøb af konkurrenter. 

Vækstlande i fokus

Rabobank følger udviklingen tæt, og her kan Kevin Bellamy, Senior Global Dairy Analyst, se flere fællesnævnere i selskabernes aktiviteter. 

”Stort set alle de store mejeriselskaber har stigende fokus på vækstmarkederne i Kina, Sydøstasien, Indien og Latinamerika, da den økonomiske vækst findes i disse lande, og da man på ingen måde er mættet af mejeriprodukter, som det i et vist omfang ses blandt vestlige forbrugere,” siger Kevin Bellamy. 

16 ud af verdens 20 største mejeriselskaber har investeret i produktion i enten Asien og/eller Latinamerika. Kevin Bellamy konstaterer, at efterspørgslen i disse lande ser ud til at vokse hurtigere end den indenlandske produktion, selvom man har iværksat store programmer for at øge selvforsyningen. 

Mere mælk i Holland, Tyskland og Irland

For de europæiske selskaber gælder det, at man er i fuld gang med at forberede kvoteafviklingen i 2015, som vil betyde mere mælk og kræve større anlæg. 

”Vi ser store investeringer i nye anlæg i den nordlige del af Europa, hvor klimaændringer ser ud til at være positive for mælkeproduktion,” siger Kevin Bellamy, som særligt fremhæver Holland, Tyskland og Irland som lande, hvor mælkeproduktionen ventes at vokse markant. 

Fortsat nicher til små

Selvom de store mejeriselskaber er i fuld fart, vil der fortsat være plads til mindre selskaber også, vurderer Kevin Bellamy. 

”Jeg tror, at mindre mejerier, som er i bulkprodukter som eksempelvis mozzarella, vil få problemer. Men højtforædlede oste og friske produkter med lokalt eller nationalt brand vil fortsat være nichemarkeder, hvor de mindre selskaber har gode muligheder,” siger Kevin Bellamy.

Selskab 

Omsætning
(mia. USD)     
Indvejning
(mia. kg)
Nestlé (CH) 19,1 14,9
Lactalis (F) 16,9 15
Fonterra (NZ) 16,4 21,6
Danone (F) 15,6 8,2
FrieslandCampina (NL) 13,4 10,1
Dean Foods (US) 13,1 12
Dairy Farmers of America (US) 13 12
Arla Foods (DK/S) 12 12
Kraft Foods (US) 7,5 7,8
DMK 6,4 6,9

Kilde: IFCN Dairy Report 2012