VM-guld til to danske oste
Danablu 60+ fra Bornholms Andelsmejeri og Pikant 60+ fra Birkum Ost snuppede førstepladserne i to af kategorierne ved verdensmesterskabet i ost i USA. Her blev det også til fire anden- og tre danske tredjepladser.
Danske ostemagere lod ikke deres smørkolleger noget efter, da der i sidste uge blev afholdt VM i ost, World Champion Cheese Contest (WCCC) i Wisconsin, USA.
For ligesom Lurpak-smør strøg til tops i kategorierne ’saltet’ og ’usaltet smør’, vandt Bornholms Andelsmejeri verdensmesterskabet for ost i kategorien ’blå ost’ med Danablu 60+. En førsteplads blev det også til for Arla Foods-mejeriet Birkum Osts Pikant 60+ i kategorien ’smøreost med smagstilsætning’.
”Der er hård kamp om topplaceringerne, som ofte bliver afgjort af de yderste marginaler, til WCCC. De to førstepladser – og en række flotte anden- og tredjepladser – vidner om dansk osts høje niveau på verdensplan og skaber respekt om vores fagfolk og deres produkter,” siger chefkonsulent Lars Johannes Nielsen, L&F/mejeri.
Et rekordstort antal mejeriprodukter – 3.667 – deltog i World Championship Cheese Contest. Stævnet, der blev afholdt første gang i 1957, er verdens største tekniske konkurrence for ost, smør, yoghurt og tørrede mælkeingredienser.
Læs mere www.WorldChampionCheese.org
De danske medaljer ved VM i ost 2020
Guld:
Bornholms Andelsmejeri, Danablu 60+ i kategorien ’blå ost’
Arla Foods, Birkum, Pikant 60+ i kategorien ’smøreost med smagstilsætning’
Arla Foods, Holstebro, Lurpak-smør i kategorien ’usaltet smør’
Bornholms Andelsmejeri, Lurpak-smør i kategorien ’saltet smør’
Sølv:
Bornholms Andelsmejeri, økologisk Bornzola 60+ i kategorien ’gorgonzola’
Arla Foods, Kruså, 50+-salatost i saltlage i kategorien ’feta’
Arla Foods, Kaukauna, Wisconsin, gouda-hjul med knuste, sorte peberkorn i kategorien ’røget gouda’
Arla Foods, Holstebro, laktosefri 16% friskost, i kategorien ’smøreost naturel’
Bronze:
Bornholms Andelsmejeri, Mycella 60+ i kategorien ’gorgonzola’
Arla Foods, Birkum, smøreost i kategorien ‘smøreost naturel’
Arla Foods, Gjesing, Sort Castello i kategorien ‘overfladeskimlet ost af forskellig slags mælk’.
Vil du vide mere?
Ost samlede hundredvis af københavnere til endagsfestival
Lørdag spiste gæsterne til Cheese Copenhagen sig igennem 150 forskellige oste, mens branchefolk debatterede ostens bæredygtige fremtid til ostesymposium arrangeret af Ost & Ko.
Danmark leverer ost til det meste af verden
Sidste år slog danske mejerier alle rekorder med en samlet osteeksport på 390 mio. kg., viser en aktuel udgave af den årlige ’Mejeristatistik’.
Noget af det bedste i verden er… ost fra Danmark
Ny L&F-kampagne viser udlandets begejstring for ost og andre fødevarer fra Danmark.