03. juni 2021

Tømmermænd? Slå dem ned med en ostetoast

Med et glimt i øjet og inspiration fra amerikansk fast food slår en ny kampagne et slag for de gule oste.

Hvad har ung mand med store tømmermænd og en kvindelig studerende, der deltager i et kedeligt Zoom-møde, til fælles? De trænger til en toast med gul ost og skinke.

Det kan man se i et par nye videoer i serien ’Fast Food @ Home’ på bl.a. Facebook, YouTube og Instagram i den næste måneds tid. Filmene – der er lavet af Ost & ko, Mejeriforeningens kampagne for ostekultur – er et fremstød for tre klassiske danske ostetyper, Danbo, Havarti og Samsø.

En høne indgår i filmen 'Tømmermandstoast', hvor en ung
mand vågner efter en fugtig
aften og bliver reddet af en ostetoast.

Og så henvender filmene sig til et nyt publikum i Ost & ko-regi, nemlig ’unge voksne’ uden den store interesse for hverken ost, gourmetretter eller madlavning. Det siger Lars Witt Jensen, Senior Marketing Manager i Mejeriforeningen:

”Afsætningen af gul ost – som giver ostesalget tonnage – er udfordret. Ikke mindst blandt yngre forbrugere under 30 år. Det skal ’Fast Food @ Home’-kampagnen bidrage til at lave om på ved at vise, at fx Danbo virkelig kommer til sin ret som en lækker og mættende ingrediens i en toast, der er nem at lave derhjemme.”

Åh, nej! Køleskabet er tomt
Ud over filmene ’Tømmermandstoast’ og ’Desk-toast’ viser en tredje video, ’Psykosulten’, hvordan en ostetoast kan være løsningen, når der kun er ost tilbage i køleskabet. Tonen i filmene kører i det afslappede spor, og Danbo, Havarti og Samsø er i bedste amerikanerstil omdøbt til hhv. ’The Dane’, ’Harvey’ og ’Big Ø’.

De cirka 30 sekunder lange 'Fast Food @ Home'-film kan ses på Facebook, YouTube og Instagram, hos de digitale mandemagasiner M! og Connery samt Ost & ko.dk. Her kan man desuden læse korte beskrivelser af de tre ostetyper og linke sig videre til mere indgående osteviden.

Læs desuden om ændrede ostevaner hos danskerne her.