Nedtælling til årets branchefest i Herning
I næste uge blændes der op for 2026-udgaven af International Food Contest, der traditionen tro samler mejerister og andre branchefolk til tre faglige dage i MCH Messecenter Herning.
1.100 mejeriprodukter fra fem lande præsenteres på lange rækker i hal M. Afsløring og hyldest af årets vindere i tre produktkategorier. Stande med branchens underleverandører og – ikke mindst – masser af mejerister og andre branchefolk, som mødes på tværs af virksomheder, mens de smager på de udstillede produkter.
Tirsdag den 27. oktober blændes der op for endnu en udgave af International Food Contest i MCH Messecenter Herning. Meget er som det plejer, og det er netop meningen, forklarer Lars Johannes Nielsen, chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer og Mejeriforeningen og ansvarlig for IFC.
”Ligesom til den første landsmejeriudstilling for over hundrede år siden er udgangspunktet en mejeriteknisk bedømmelse af over tusind tilmeldte produkter. På den måde fastholder vi udstillingen som fagligt mødested for alle med interesse for branchen og dens produkter – og det er en opskrift, som stadig fungerer. IFC har for længst manifesteret sig som den store, årlige brancheevent. Det er her, man mødes for at få nye kontakter og samle op på de gamle, og få de samtaler, man ikke altid når i en travl og digital hverdag,” siger han.
IFC afholdes i år sammen med messen FoodTech og i stil med tidligere år, forventer arrangørerne et samlet besøgstal på omkring 10.000 gæster.
De unge introduceres til branchekulturen
Lars Johannes Nielsen glæder sig samtidig over, at udstillingen også har appel til de yngre generationer i branchen.
”Vi ser en pæn andel af unge på udstillingen, og dertil er vi så heldige, at mange mejeristelever har lyst til at give en hånd med i afviklingen. De arbejder typisk som ’produktspecialister’ med ansvar for en kategori ude ved bordene, hvor de løbende skal fylde op med smagsprøver og være klar til at svare på alle de spørgsmål, gæsterne kan finde på at stille. Det er meget værd for os. Samtidig får eleverne en rigtig god introduktion til produkterne og den unikke branchekultur, som binder mejeribranchen sammen.”
Løbende fornyelse
Men selvom IFC dyrker traditionen, er alt dog ikke ved det gamle, understreger Lars Johannes Nielsen.
”Vi er meget opmærksomme på, at vi løbende skal forny os. Sidste år introducerede vi en såkaldt ’live’ finalebedømmelse, hvor et hold dommere foretager den afgørende votering foran publikum i udstillingshallen. Det fungerede rigtig godt, så det fortsætter vi med,” fortæller han.
Den officielle åbningstale har også undergået en vis fornyelse og bliver hvert år afholdt af en ny ’gæstetaler’. I år kan publikum således glæde sig til at skulle høre ostekommunikatør Camilla Bojsen-Møller skyde udstillingen i gang med et par velvalgte ord om mejerister og deres produkter.
Læs mere om IFC og årets åbningstaler i artikel på Mejeriforeningens hjemmeside her.
FAKTA OM INTERNATIONAL FOOD CONTEST 2026
TID: Fra tirsdag den 27. til og med torsdag den 29. oktober kl. 9-16
STED: Hal M i MCH Messecenter Herning
På åbningsdagen, tirsdag den 27. oktober i hal M:
Kl. 9-11: Live finalebedømmelse
Fra kl. 13: Velkomst, åbningstale og efterfølgende afsløring af årets vindere. Ved Mejeriforeningens direktør Poul Bank Pettersson og ostekommunikatør Camilla Bojsen-Møller.
Læs mere om udstillingen på IFC’s hjemmeside her.
I år afholdes IFC sammen med FoodTech-messen
