Dansk mejerieksport på vej mod ny rekord
Salget af danske mejeriprodukter til udlandet steg både i volumen og værdi i de første 10 måneder af 2019. Det skyldes ikke mindst en markant vækst i eksporten af mælkepulver til Kina.
Det går fortsat fremad for den danske eksport af mejeriprodukter. Nye tal fra Danmarks Statistik viser således, at den samlede værdi af mejerieksporten i de første 10 måneder af 2019 ligger 3 pct. højere end i samme periode året før: 17,9 mia. kr. mod 17,4 mia. i 2018. Meget tyder derfor på, at 2019 kan komme til at slå den hidtidige rekord på 21,1 mia. kr. fra 2018.
Væksten bliver ikke mindst trukket af en markant fremgang i eksporten af de såkaldte ’mælkekonserves’-produkter som vallepulver, modermælkserstatning, mælkeproteinkoncentrat og sødmælkspulver, der kan fremvise vækstrater på henholdsvis 27 pct., 13 pct., 10 pct. og 11 pct. Samlet er kategorien mælkekonserves vokset med godt 500 mio. kr. (+12 pct.) i perioden januar-oktober 2019.
Dansk mejerieksport i de 10 første måneder af 2019 sammenlignet med samme periode i 2018.
Kilde: Danmarks Statistik (foreløbige tal).
Kina vokser
Og her er det ikke mindst det kinesiske marked, der har været gunstigt for de danske mejerieksportører. Eksporten af mejeriprodukter til Kina er vokset med over 300 mio. kr. (+25 pct.). Det store asiatiske land har i flere år været dansk mejeribrugs fjerdestørste eksportmarked (1,4 mia. kr.), og er nu tæt på at have samme størrelse som nr. to og tre på listen: Sverige (1,6 mia. kr.) og UK (1,6 mia. kr.). Tyskland er fortsat det vigtigste marked med en eksportværdi på godt 3 mia. kr. i de første 10 måneder af 2019.
Mere mælk over grænsen
Dertil kan der i de nye tal fra Danmarks Statistik noteres en markant fremgang i eksporten af ’Mælk og konsummælksprodukter’ på 130 mio. kr. Det skyldes ikke mindst en vækst i eksporten af den såkaldte ’engrosmælk’, der typisk køres i tankbiler fra Danmark til forarbejdning på tyske mejerier. Rent faktisk er denne forretning vokset med godt 150 mio. kr., men da eksporten af drikkemælk, yoghurt og andre syrnede produkter samtidig har været faldende, trækker det kategoriens samlede fremgang en smule ned.
Vil du vide mere?
EKSPORT AF ØKOLOGISKE MEJERIVARER
Økologiske mejerivarer har i flere år udgjort omkring halvdelen af den samlede økologieksport. Læs mere om eksport af økologiske mejerivarer.
Eksporten af økologiske mejeriprodukter runder 1 mia. kroner
37 pct. Så meget steg eksporten af danske, økologiske mejeriprodukter fra 2016 til 2017.
Udsigt til voldsom vækst i eksporten af ost til Japan
Landbrug & Fødevarer forudser en stigning på 25 til 50 pct. i eksporten af danske mejeriprodukter til Japan, når landets frihandelsaftale med EU træder i kraft i dag 1. februar.