Ny USA-told er et hårdt slag mod danske mejerier

Eksport er en væsentlig del af forretningen for både små og store mejerier i Danmark. Derfor rammer den amerikanske straftold på ost flere mejerier ganske hårdt. ”Det er fuldstændig urimeligt, at dansk mejerieksport på den måde tages som gidsel i en sag, der intet har med mejeribranchen at gøre,” lyder det i en kommentar fra Mejeriforeningens direktør Jørgen Hald Christensen.

Eksport
EU
Marked
Ost
Smør
'Den nye ekstratold vil i mange tilfælde gøre vores oste så dyre, at vi får svært ved at klare os i konkurrencen derovre. Vi kommer helt sikkert til at miste en mærkbar del af vores omsætning på det amerikanske marked,' siger mejerichef Per Olesen, Bornholms Andelsmejeri.(Arkivfoto: Scanpix)
”Den nye ekstratold vil i mange tilfælde gøre vores oste så dyre, at vi får svært ved at klare os i konkurrencen derovre. Vi kommer helt sikkert til at miste en mærkbar del af vores omsætning på det amerikanske marked," siger mejerichef Per Olesen, Bornholms Andelsmejeri. (Arkivfoto: Scanpix)

”Dansk mejeribrug er i høj grad et eksporterhverv, som i sagens natur er dybt afhængig af stabile og rimelige handelsvilkår. Derfor rammer det os ekstra hårdt, når et stort marked som USA varsler en straftold på hele 25 pct. på dansk ost og andre mejeriprodukter. For flere af vores små og mellemstore mejerier vil det helt sikkert få mærkbare konsekvenser for økonomien.”

Mejeriforeningens direktør Jørgen Hald Christensen er stærkt bekymret over, at USA i kølvandet på en WTO-sag om ulovlig statsstøtte til den franske flyproducent Airbus har valgt at lægge straftold på en lang række varer fra EU.

I Danmark bliver en fødevareeksport på omkring 400 mio. kr. om året omfattet af den nye told. Heraf tegner mejeriprodukter – primært ost – sig for godt 300 mio. kr. Straftolden er på 25 pct.

”Det er fuldstændig urimeligt, at dansk mejerieksport på den måde tages som gidsel i en sag, der intet har med mejeribranchen at gøre. Jeg kan kun opfordre politikere i Danmark og EU til hurtigst muligt at finde løsning på det her konflikt med USA,” siger Jørgen Hald Christensen.

Et hårdt slag for Bornholms Andelsmejeri
Et af de hårdest ramte danske mejerier er Bornholms Andelsmejeri, som henter omkring en tredjedel af sin omsætning på det amerikanske marked. Ud over selskabets egen produktion af blåskimmelost eksporterer mejeriet også en del havarti, danbo, fontina og andre gule oste på vegne af andre danske mejerier.

”Det her er mildt sagt en meget dårlig nyhed,” siger mejerichef Per Olesen, Bornholms Andelsmejeri.

”Den nye ekstratold vil i mange tilfælde gøre vores oste så dyre, at vi får svært ved at klare os i konkurrencen derovre. Vi kommer helt sikkert til at miste en mærkbar del af vores omsætning på det amerikanske marked, ligesom indtjeningen på den enkelte ost vil blive trykket ned. Det er et hårdt slag.”

Europæisk ostepris kommer under pres
Et andet mejeri, som bliver berørt af den amerikanske straftold, er Nørup Mejeri mellem Vejle og Billund. ”Vi har en vis eksport af ostetyper som fontina til USA og vil helt sikkert komme til at mærke konsekvenserne af straftolden,” siger mejeriejer Jens Beierholm Poulsen.

”Nu skal vi ud at finde andre markeder til vores oste, men det samme skal en lang række andre mejerier i hele Europa. Det må alt andet lige betyde, at prisen på ost vil komme under pres.”

Enorm irsk smøreksport rammes af straftold
Frankrig, Italien og flere andre store mejerinationer har en ganske betragtelig eksport af ost til USA. Samlet set sender Europa omkring 133 mio. kg ind på det amerikanske marked. En del af den mængde vil blive kanaliseret ind i EU og på andre markeder, når straftolden får effekt.

Men ost er ikke det eneste mejeriprodukt, som rammes af det amerikanske udspil i handelskonflikten med EU. Smør bliver også pålagt en told på 25 pct. For Danmarks vedkommende drejer det sig om en eksport til en værdi af godt USD 1 mio. (ca. DKK 7 mio.) om året, mens det for et land som Irland handler om en eksport i en helt anden skala: USD 180 mio. (DKK 1,28 mia.).

”Ud over at straftolden får en mærkbar, negativ effekt på den irske smørsektor, så vil det også kunne mærkes i andre lande,” forklarer seniorkonsulent i Landbrug & Fødevarer Anders Ankær Sørensen. ”Irland eksporterede sidste år omkring 28,6 mio. kg smør til USA. En del af det smør skal nu finde andre markeder, og det vil formentlig sætte smørpriserne under pres,” siger han.

International mælkekonference sætter fokus på klima og sundhed

Der er behov for nytænkning, hvis fremtidens mejeribrug skal bidrage med løsninger til både den globale klimakrise og til de sundhedsmæssige udfordringer, som mange forbrugere står overfor.

Læs mere

Nyt værktøj skal hjælpe Arla-landmænd med at reducere klimabelastning

Arla Foods introducerer et initiativ, der skal tredoble hastigheden af gårdenes CO2-reduktioner over de næste 10 år og opbygge et af verdens største sæt af eksternt verificerede klimadata fra mælkeproduktion.

Læs mere

Massiv interesse for Mejeriernes Skolemælkslegat

430 skoler havde søgt om støtte til sjove og kreative projekter, der fremmer sundhed og fællesskab for eleverne.

Læs mere