12. september 2018

Over 400 skoler sætter sund kost på skoleskemaet

Stadig flere skoler kommer med i Projekt Sund Skole, som Mejeriernes Skolemælksordning står bag. Projektet sætter fokus på, hvor vigtig en sund og varieret kost er for børns indlæringsevne.

Da Projekt Sund Skole blev introduceret sidste år, meldte ca. 350 skoler sig til projektet. Her i det nye skoleår er der kommet yderligere 50 skoler med, så det nu er godt 400 indskolingsklasser, der bliver undervist i, hvad en sund madpakke skal indeholde for at få energi nok til en lang skoledag.

Mejeriernes Skolemælksordning står bag det EU-støttede projekt, der giver konkrete værktøjer til både undervisere, forældre og elever om, hvordan de får sat næring til læring på skoleskemaet. Louise Poulsen, projektleder ved Mejeriforeningens Skolemælksordning, er begejstret over de mange skolers store interesse for projektet igen i år.

”Vi er meget tilfredse med, at undervisningsmaterialerne når så bredt ud. Dels betyder det jo, at skolerne kan bruge formatet, men vigtigst af alt, at endnu flere børn får mere viden om god og sund kost, siger hun.

Projekt Sund Skole er udviklet til elever fra 0.-3. klasse, og der er tale om et flerårigt program, som kan følge eleverne gennem hele indskolingen. Gennem undervisningsmateriale og opgaver lærer de yngste elever om sundhed og ernæring, alt imens de har det sjovt.

Kostvaner formes tidligt

Skolernes samarbejde med elevernes forældre spiller en central rolle i Projekt Sund Skole.

”Det er ikke uvæsentligt, hvad der kommer med i madpakken. Børn tilbringer dagligt seks til ni timer i institution eller skole og får dækket cirka 50 pct. af deres energibehov her. I de små klasser har børnene stadig madpakke med hjemmefra, og i det hele taget er det her, de gode kostvaner skal formes. Derfor sætter Projekt Sund Skole først og fremmest fokus på de yngste elever,” siger Louise Poulsen.

Nordsjællands Grundskole er en af de skoler, som meldte sig til projektet sidste år.

”Vi har i 0.b brugt rigtig meget tid på, hvad en sund madpakke er. Vi har talt om, hvad der skal være i den, så vi får energi til at tænke i timerne og løbe i frikvartererne,” fortæller Stine Hjort Jepsen, klasselærer i 0.b.

Projekt Sund Skole er gratis at deltage i, og materialet, der kan hentes digitalt, er delt op i emner som sociale aktiviteter, forældreinvolvering, faglighed og kreative aktiviteter. Alle danske skoler kan fortsat tilmelde sig projektet.

Læs mere om Projekt Sund Skole

Vil du vide mere?