Klimatjek mindsker gårdens CO2e-aftryk

ARTIKEL FRA 2021: Stadig flere mejerier beregner gårdenes klimaaftryk. I 2020 valgte Arla at tage et stort spring og introducere ’Klimatjek’ til alle andelshavere. Klimatjekket giver andelshaverne viden om gårdens udledning af klimagasser og viser hvilke knapper, der skal skrues på for at udlede mindre.

ARTIKLEN ER FRA 2020: Noget af det vigtigste for gårdens klimaaftryk er køernes foder, hvordan landmanden håndterer dyrenes gødning, og hvor energieffektiv bedriften er.

Klimatjekket er et rådgivningsværktøj, der viser gårdens klimabelastning og guider landmanden til at mindske sit aftryk. 

Landmanden indtaster en række informationer om bedriften på en digital platform, der udregner gårdens klimabelastning. Informationerne rummer alt fra antallet af køer, staldsystem, dieselforbrug og fodertyper til produktion af vedværende energi og mere.

Når alle informationer er samlet, verificeres de af en ekstern rådgiver, som efterfølgende tager ud på gården og hjælper landmanden med at sænke gårdens aftryk.

”Klimatjekket giver syn for bedriftens styrker og svagheder, og det giver rådgiveren mulighed for at identificere de mest effektive indsatser for lige netop den bedrift. Det kan være, at landmanden får mest ud af at optimere sin farm management eller styrke dyrevelfærden, eller måske handler det om at øge beskyttelsen af naturen omkring gården eller optimere udnyttelsen af de teknologiske løsninger,” fortæller Maike Brask, sustainability specialist i Arla.

Om ’Klimatjek’

Værktøjet Klimatjek er baseret på guidelines fra IDF (International Dairy Federation) og ISO-standarder for god praksis af anvendelse af livscyklusanalyser. Det giver den fordel, at beregninger og data kan bruges på tværs af landegrænser og sektorer.

Maike har arbejdet med Klimatjek i to år, først som rådgiver og siden som specialist og koordinator for Arlas Klimatjek i de syv medlems-lande: Danmark, Sverige, England, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland.

”Jeg oplever, at klima-tjekket har stor værdi for landmændene. Resultaterne giver dem ny viden om deres egen bedrift. De har jo ikke før vidst, hvor meget de reelt udleder. Og så spiller rådgivningen en stor rolle ved at oversætte de højtragende klima-strategier til konkrete handlinger ude på bedrifterne”
- Maike Brask.

Datasæt sætter skub i international omstilling og forskning

Klimatjekket er ikke et nyt koncept i Arlas regi. Faktisk har Arla tilbudt Klimatjek til danske gårde siden 2013 i en frivillig ordning, hvor Arla har udbudt 150-200 klimatjek om året. I 2019 blev klimatjekket testet i flere af de andre lande, og nu er tiden moden til at introducere værktøjet i en fælles løsning uden for Danmarks grænser, hvilket åbner endnu flere muligheder.

”Det er jo super spændende, at vi nu får mulighed for at indsamle meget mere viden om de gårde, der leverer mælk til mejerierne,” fortæller Hanne Bang Bligaard, Senior Manager hos Arla Foods med ansvar for Arlas bæredygtighedsaktiviteter på gårdene. Hun ser særligt to fordele ved det store datasæt, klimatjekket kaster af sig.
”Den enkelte gård får adgang til at sammenligne sig selv med andre lignende gårde i Danmark og i udlandet. De kan se, hvad andre gårde med eksempelvis Holstein- eller Jerseykøer udleder. Sammenligningen viser sig ofte som en stor motivation til at udvikle på den virksomhed, de driver,” forklarer Hanne Bang Bligaard og fortsætter:
”Derudover betyder klimatjekket, at vi kan bidrage med meget virkelighedsnære data, som vi kan dele med resten af landbrugssektoren og universiteterne som basis for at udvikle nye grønne og forskningsbaserede løsninger. Det er meget unikt, at vi kan levere så gårdspecifikke oplysninger, og det kan blive ground-breaking for vores kurs mod klimaneutral i 2050,” afslutter Hanne Bang Bligaard.