30. oktober 2018

Hollandsk succes med mindre antibiotika

WORLD DAIRY SUMMIT 2018 I Holland er det på 10 år lykkedes at reducere forbruget af antibiotika kraftigt i kvægbesætningerne, uden at den generelle sundhed er blevet forringet. Det var et af emnerne på sessionen ’Animal Health and Welfare’, der også kom omkring udbruddet af en frygtet infektionssygdom på New Zealand og en britisk forbrugerundersøgelse om dyrevelfærd.

Skrevet af afdelingsleder Jaap Boes, SEGES HusdyrInnovation

I Holland blev der under stort politisk pres i 2008 vedtaget en plan om, at brugen af antibiotika til produktionsdyr skulle være reduceret med 20 pct. i 2011. Da branchen opnåede dette uden de store problemer, blev reduktionsmålet efterfølgende skærpet til 70 pct. i 2015.

Dette har medført en intensiveret indsats i både kød- og mælkesektoren, der indtil videre har ført til en reduktion på 60 pct. i brugen af antibiotika i hollandsk landbrug. I mælkeproduktionen har man opnået en reduktion på 40 pct. til malkende køer med mastitis (yverbetændelse). Mælkens celletal, som er et mål for yversundheden i besætningen, er faldet fra 200.000 til 180.000 og falder fortsat, og samtidig er andelen af køer med et for højt celletal faldet markant.

Desuden viser den løbende overvågning af kvægbesætningerne i de sidste 10 år, at den generelle sundhed og velfærd hos kvæg ikke er blevet forringet som følge af den markante reduktion i brug af antibiotika, hvilket er godt nyt for både landmanden og forbrugeren.

I et andet indlæg præsenterede forskere fra USA de foreløbige resultater fra en afprøvning af en ny vaccine mod yverbetændelse forårsaget af Stafylokkus aureus. Der findes p.t. ingen effektiv vaccine mod denne type yverbetændelse, som forekommer hyppigt og har stor negativ betydning for malkekøernes sundhed og dermed mælkeydelsen. De amerikanske resultater tyder på, at der kan være en bedre vaccine på vej om nogle år.

Langvarig kamp mod infektion

DairyNZ gjorde status over udbruddet med den frygtede bakterie Mycoplasma bovis i New Zealand. Infektionen blev opdaget i 2017, og efter grundige overvejelser besluttede myndighederne at igangsætte en udryddelseskampagne. Udryddelsen foregår ved, at samtlige malkekøer på gårde i det berørte område bliver testet, og de smittede dyr bliver slagtet. Dette saneringsarbejde forventes at tage mindst to år og omfatte op til 200 bedrifter. De berørte landmænd vil blive kompenseret for tabt indtjening samt øvrige omkostninger ved saneringen.

Mycoplasma-udbruddet har medført fornyet fokus på smittebeskyttelse i New Zealand, hvilket stiller nogle særlige krav, fordi newzealandsk mælkeproduktion er baseret på, at køerne ofte flyttes mellem græsningsarealer.

Britisk bekymring for dyrevelfærd

I Storbritannien havde man undersøgt forbrugernes holdninger til mælk og mejeriprodukter. Undersøgelsen viste, at 15 pct. af forbrugerne bevidst havde reduceret deres forbrug af mælk, mens 35 pct. havde skåret ned på ost og på smør. På trods af dette syntes 90 pct. af de adspurgte, at mejeriprodukter er sunde, og at det er vigtigt, at børn får nok mælk (91 pct.). 17 pct. mente, at vegansk kost er et sundere alternativ, mens kun 12 pct. syntes, at mælkeproduktion belaster miljøet for meget.

Med hensyn til dyrevelfærd var 35 pct. bekymrede for, om den er god nok hos malkekøer. Især de yngre forbrugere (18-24 år) var bekymrede, og de var mere tilbøjelige til at prøve alternativer til mejeriprodukter. De mener bl.a., at malkekøer skal på græs, og de er meget mere parate til at betale ekstra for mejeriprodukter, der signaler god dyrevelfærd.

Undersøgelsen fandt, at 21 pct. af forbrugerne udgør en såkaldt ”concerned minority”, hvor åbenhed og troværdighed omkring mælkeproduktionen er afgørende, da de drives af andre motivationsfaktorer end blot de økonomiske.

FAKTA WDS

World Dairy Summit er International Dairy Federation’s årsmøde, hvor der bydes på en lang række emner inden for global landbrugs- og mejeripolitik, ernæring, marketing, fødevaresikkerhed, dyresundhed og velfærd, mejerividenskab og teknologi samt et bæredygtighedstema. WDS afholdes på skift af organisationens nationalkomitéer. I år var Sydkorea vært for arrangementet, der i uge 42 blev under overskriften ‘Dairy for the Next Generation’.

Læs flere artikler fra dette års World Dairy Summit:

fra-plantebaserede-produkter-til-tekniske-handelshindringer

-idf-er-et-kraftcenter-der-skal-regnes-med-

ban-ki-moon-mejeriindustrien-kan-bidrage-til-at-afskaffe-sult-og-fattigdom

koeer-skal-kunne-taale-varmere-vejr

salget-af-syrnede-produkter-falder-i-europa

Vil du vide mere?