Økologisk mælkeudvikling og produktion

I slutningen af 1980’erne var efterspørgslen af økologiske fødevarer meget lille i Danmark, og det samme var produktionen af bl.a. økologisk mælk.

Situationen vendte i sommeren 1993 – nærmere betegnet i uge 29 – hvor SuperBrugsen begyndte en massiv økologikampagne, der indebar prisnedsættelser og omfattende markedsføring af økologiske fødevarer i tilbudsaviser og annoncer. Det bevirkede, at efterspørgslen steg markant efter både økologisk mælk og grøntsager m.v.

Det blev begyndelsen til en omfattende omlægning til økologi hos mælkeproducenterne, og dermed steg den økologiske mælkeproduktion i slutningen af 1990’erne og frem til 2001 meget mere end markedet efterspurgte. Resultatet blev dermed et stort overskud af økologisk mælk i de næste mange år.

I 2005 valgte discountsektoren at skærpe den økologiske profil via øget markedsføring og udvidelse af det økologiske sortiment. Med Netto som discountsektorens frontrunner medførte det øget fokus på de økologiske fødevarer i såvel øvrige detailkæder som hos pressen – og dermed også hos forbrugerne. Omkring 2005-2006 steg markedsandelen for økologisk drikkemælk i detailhandlen til omkring 25-26 pct. Det øgede salg var godt hjulpet på vej af minimælken, der første gang blev lanceret i 2001 og som blev mere og mere populær i de efterfølgende år – ikke mindst i den økologiske variant.

Op til den globale finanskrise i 2008-2011 steg salget af økologisk mælk yderligere i detailhandlen, således at markedsandelen for økologisk drikkemælk nåede op på 32 pct. i 2008. Under finanskrisen faldt den økologiske markedsandel med et par procent til knap 30 pct., og efterfølgende har der igen været en mindre stigning, således at økologisk drikkemælk i 2016 udgjorde 31 pct. af det samlede mælkesalg i detailhandlen.

Den økologiske mælkeproduktion toppede i første omgang i 2001, hvorefter produktionen faldt i de efterfølgende år, som det fremgår af figuren. I mange år lå mælkeproduktionen nogenlunde konstant i niveauet 470-480 mio. kg. Klog af skade fra tidligere var mejerierne således først klar til at optage nye økologiske mælkeproducenter i takt med at salget udviklede sig. Markedsudviklingen var således afgørende for, om mejerierne ville optage nye økologiske mælkeproducenter.

Den seneste store omlægning fra konventionel til økologisk mælkeproduktion blev indledt i 2015, hvor Arla Foods proklamerede, at de forudså at kunne sælge mere økologisk mælk i de kommende år, og at mejeriet derfor i Danmark ønskede at øge den økologiske mælkemængde med omkring 150 mio. kg i de kommende år. Da det tager to år at omlægge produktionen til økologisk er det først i 2017 og 2018, at der ses en markant øget økologisk produktion. Flere af de andre økologiske mejerier øger ligeledes den økologiske mælkeproduktion, primært pga. den generelle strukturudvikling, øget mælkeydelse samt optag af et par nye økologiske mælkeproducenter.

Den økologiske mælkeproduktion har foreløbigt toppet med 748 mio. kg i 2021, efterfulgt af en mindre nedgang på 20 mio. kg året efter. Primo 2023 har Arla Foods meldt ud, at mejeriet ønsker at reducere dets indvejning med omkring 100 mio. kg økologiske mælk pga. nedgang i salget på hjemmemarkedet og eksport som følge af høj inflation. Mejeriet vil således i højere grad tilpasse dets udbud og efterspørgsel af økologiske mejeriprodukter. Der kan således forventes nedgang i den økologiske mælkeindvejning i Danmark i de nærmest kommende år, forudsat at de øvrige økologiske mejerier ikke øger deres indvejning tilsvarende. Den økologiske mælkeindvejning udgjorde i 2022 i alt 13 pct. af den samlede mælkeindvejning i Danmark.


Økologiske mejerier

I Danmark er der både mejerier, som alene indvejer økologisk mælk, og mejerier, der indvejer såvel økologisk som konventionel mælk. Derudover er der også mejerier, som ikke selv har indvejning fra landmænd, men som køber den økologiske mælk fra andre mejerier. Endvidere er der både store og små mejerier med økologisk produktion samt gårdmejerier. Fælles for alle mejerier er, at de er meget innovative og med et stort økologisk produktsortiment.

Danske mejerier med mælkeindvejning fra økologiske landmænd er:

  • Arla Foods
  • De Økologiske Mejerier, Naturmælk og Øllingegård
  • Mammen Mejerierne
  • Them Andelsmejeri
  • Thise Mejeri

Derudover ”trader” Vestmælk og NordseeMilch mælk direkte fra økologiske mælkeproducenter til tyske mejerier.

Arla Foods har i flere år været det mejeri i verden, som har den største økologiske mælkeindvejning. Foruden Danmark og Sverige har Arla bl.a. økologisk indvejning i Tyskland, Storbritannien og Holland.

Spørgsmål til økologi?

Ejvind Pedersen

Ejvind Pedersen

Chefkonsulent, Økologiafdelingen, Landbrug & Fødevarer/Skejby

Mobil: 29807000

E-mail: ep@lf.dk