15. marts 2024

VM-bronze til Høgelund Mejeri 

Med en bronzemedalje og sammenlagt fem oste i top-10, markerede Høgelund Mejeri sig for alvor ved det netop afholdte oste-VM i USA.
”Det betyder meget for os. De seneste par år har vi arbejdet målrettet på at øge og fastholde kvaliteten af vores blåskimmeloste, så det er et kæmpe skulderklap til medarbejderne at få den anerkendelse,” siger mejerichef Kim Bitsch, Arla Høgelund Mejeri.     

Danske mejerier klarede sig (endnu engang) flot til VM i ost. Seks guld-, to sølv og to bronzemedaljer blev det til ved det netop afholdte World Cheese Championship i Wisconsin, USA. 

En af bronzemedaljerne gik til Høgelund Mejeri med en rund Castello Danablu +60. Den medalje blev uheldigvis overset i en oversigt her på mejeri.dk, men den blev i den grad bemærket hos blåskimmelspecialisterne på Høgelund Mejeri ved Haderslev.

”Det fik smilede frem. Ikke nok med at vi fik bronze, men vores oste fik generelt set høje karakterer i konkurrencen,” fortæller mejerichef Kim Bitsch, Arla Høgelund Mejeri.   

”Det betyder meget for os. De seneste par år har vi arbejdet målrettet på at øge og fastholde kvaliteten af vores blåskimmeloste, så det er et kæmpe skulderklap til medarbejderne at få den anerkendelse,” fortsætter han.

High-end produkter til hele verden

Høgelund Mejeri er kendt for sine blåskimmeloste, som sælges under Castello og Unika-brandet. Der er med andre ord tale om oste i den høje ende af kvalitetsskalaen.

I kategorien ’blåskimmelost’ indtog oste fra Høgelund både 3., 4., 6. og 9. pladsen med oste under Castello-brandet, mens man i kategorien ’blåskimmelost med overfladeskimmel’ fik en 5. plads med en Høgelundgaard under Unika-brandet.

”Det har i den grad fået os til at ranke ryggen. Vores oste bliver solgt i 70 lande verden over med USA, Holland og Canada, som de største eksportmarkeder,” fortæller Kim Bitsch.

Sidste år producerede Høgelund Mejeri 6,7 mio. kg blåskimmelost, i år forventes produktionen at komme på 7,1 mio. kg.

Læs mere om de danske medaljer ved oste-VM