1. januar 2016

Verden vil have mere yoghurt

BOOM Øget efterspørgsel vil få den globale yoghurtproduktion til at stige markant. Samtidig vil Asien overtage rollen som det største marked, forudser ny rapport.

Yoghurt er et af mejeribranchens hotteste produkter. Det syrnede mælkeprodukt viser således markante væksttal på stort set alle markeder - uanset om økonomien er i europæisk slæbegear eller i et asiatisk vækstboom. I 2000 var den samlede globale produktion således knap 20 mio. ton, hvilket voksede til 30 mio. ton i 2010. Allerede i 2015 ventes yderligere 10 mio. ton, så 10 pct. af verdens mælkeproduktion vil være omsat i et yoghurtprodukt. Det fremgår af rapporten World Market Yoghurt Report 2000-2020, produceret af Preben Mikkelsen, indehaver af PM Food & Dairy Consulting.

Asien fører an

Sædvanen tro er det de asiatiske markeder med Kina i spidsen, som for alvor øger efterspørgslen med en forventet vækst på 66 pct. fra 2010 til 2015. Kina alene vil i perioden næsten fordoble forbruget af yoghurt til seks mio. ton, hvilket betyder, at landet bliver verdens største nationale marked for yoghurt. Dette skal ses over for en vækst på 10 pct. i Vesteuropa og 18 pct. i Østeuropa i samme periode. 

”I vesten er der dog også et pænt potentiale i USA, hvor man først i de senere år for alvor har fået øjnene op for yoghurt efter introduktionen af nye produkter som Greek Style Yoghurt og nye toppings, som giver et helt måltid,” siger Preben Mikkelsen. 

Mellemøsten og Afrika har tilsvarende fået stigende appetit på yoghurten og vil overhale det europæiske marked i volumen i 2015. Og lande som Rusland og Tyrkiet vil også fortsat konsumere mere yoghurt. 

Godt springbræt for mejeriprodukter

Rapporten peger på, at yoghurt er perfekt til at trænge ind på vækstmarkeder, hvor man ikke har tradition for mejeriprodukter. 

”Yoghurt er let at tilpasse lokale smagspræferencer, og man kan se en bevidst satsning på at ramme børn og unge som springbræt til de nye markeder. Produktet er også let at passe ind i en kostplan, da yoghurt typisk blot vil være et supplement til den eksisterende kost i modsætning til eksempelvis ost, som kræver mere radikal omlægning af kosten med brød”, siger analytikeren.

Danone og alle de andre

Preben Mikkelsen ser også en stigende koncentration på meget store specialiserede yoghurtproducenter med stærke, globale mærkevarer. Danone stikker ud som den dominerende globale aktør med en produktion, der med seks mio. ton yoghurt er fem gange større end nummer to på listen i form af Yoplait/General Mills. Danones eneste svage punkt er det kinesiske marked, hvor man endnu ikke for alvor er kommet i førerfeltet, efter at man trak sig ud af et samarbejde med det kinesiske Wahaha og derfor kun er den 8. største producent. 

”Men yoghurtmarkedet er så lukrativt, at Danone og de andre vil få selskab af flere store fødevareproducenter fra eksempelvis læskedrikindustrien, som også vil have en bid af kagen,” vurderer Preben Mikkelsen.

Den globale produktion af yoghurt. 2010-15.

  2010 2015 Ændring i pct.
Vesteuropa 7,17 7,92 +10
Østeuropa 4,53 5,36 +18
Nordamerika 2,74 5,36 +37
Sydamerika 2,50 3,38 +35
Asien 6,22 9,77 +41
Mellemøsten/Afrika 6,91 10,31 +66
Oceanien 0,23 0,28 +19
Verden - samlet 30,30 40,76 +34

Mio. ton. Kilde PM Food & Dairy Consulting

Både Asien og Mellemøsten/Afrika vil i 2015 overhale Vesteuropa som de mest betydningsfulde markeder for yoghurt.

 

Preben Mikkelsen, 55 år, er tidligere direktør i Mejeriforeningen og adm. direktør i Dansk Kvæg. Siden 2008 har han drevet konsulentfirmaet PM Food & Dairy Consulting, som producerer analyser og rapporter om mejeri- og fødevarebranchen.

Preben Mikkelsen, 55 år, er tidligere direktør i Mejeriforeningen og adm. direktør i Dansk Kvæg. Siden 2008 har han drevet konsulentfirmaet PM Food & Dairy Consulting, som producerer analyser og rapporter om mejeri- og fødevarebranchen.