09. august 2018

Tørken: Der bliver lyttet til os

Mejeriforeningens formand Steen Nørgaard Madsen er fortrøstningsfuld efter krisemøde med deltagelse af fødevareministeren. ”Vi har maksimal opmærksomhed fra politikernes side, men der bliver helt sikkert behov for flere justeringer i fremtiden,” siger han.

6,4 mia. kr. Så stort bliver dansk landbrugs samlede tab på grund af forårets og sommerens tørke, lyder den seneste prognose fra Landbrug & Fødevarers videnscenter SEGES. Ingen grene af landbruget går fri, men mælkeproducenterne – særligt de økologiske – kommer for alvor til at mærke tørkens konsekvenser. De konventionelle mælkeproducenter taber i gennemsnit 700.000 kr. pr. bedrift, mens en gennemsnitlig økologisk bedrift får et tab på 1,3 mio. kr. ifølge beregningerne fra SEGES.

De dystre tal blev offentliggjort forud for et krisemøde på Axelborg, som Landbrug & Fødevarer afholdt i formiddag med formændene for landets landboforeninger. Med på mødet var også miljø- og fødevareminister Jacob Elleman-Jensen, som her og nu kunne love en række konkrete lempelser af regler for efterafgrøder m.m., som erhvervet selv havde bedt om. Derudover var han åben overfor at kigge på yderligere tiltag i den kommende tid.

”Der er ingen tvivl om, at vi i øjeblikket har maksimal opmærksomhed fra ministeren, regeringen og en række andre partier i Folketinget. Der bliver virkelig lyttet til os. Det betyder, at der nu er skabt et rum for at diskutere tingene og agere politisk,” siger Mejeriforeningens formand Steen Nørgaard Madsen, som deltog dagens krisemøde.

Behov for flere tiltag

Han mener, at de foreløbige tiltag kan være med til at lette fodersituationen for en del mælkeproducenter.

”Men vi er slet ikke færdige med at gøre skaderne op. Der vil sikkert blive behov for flere justeringer af regler og muligheder, som tiden skrider frem,” siger Steen Nørgaard Madsen.

Som det fremgår prognosen fra SEGES, kommer tørken til at ramme de økologiske mælkeproducenter ekstra hårdt.

”Mange økologiske producenter har simpelthen ikke foder nok tilgængeligt. Derfor vil mange af dem blive tvunget til at sætte dyr ud. Men de konventionelle mælkeproducenter kommer også til at mærke tørkens konsekvenser. Ingen går fri,” siger Steen Nørgaard Madsen. Han understreger samtidig, at tallene fra SEGES er gennemsnitstal.

”Der er en kæmpe variation inden for dansk mælkeproduktion. Mange bedrifter er tilstrækkeligt polstret til at kunne klare sig gennem krisen, mens andre vil blive tvunget til at kaste håndklædet i ringen.”

Vil du vide mere?