24. april 2023

Tidligere direktør for Fødevarestyrelsen bliver ny chef for Mejeriforeningen i Bruxelles

57-årige Esben Egede Rasmussen skal repræsentere dansk mejeribrug i EU fra september.
”EU har stor betydning for mejeribranchen, og med Esben Egede Rasmussen får vi en fagligt stærk Bruxellesdirektør med en bred erfaring og en dyb indsigt i fødevareerhvervet,” lyder det i en kommentar fra Mejeriforeningens direktør Henrik Damholt Jørgensen.

Nuværende statskonsulent på den danske ambassade i London Esben Egede Rasmussen tiltræder pr. 1. september stillingen som direktør for Mejeriforeningens kontor i Bruxelles. Her afløser han Kirsten Holm Svendsen, som efter 15 år på posten fratræder for at gå på pension.

Med Esben Egede Rasmussen får Mejeriforeningens en Bruxellesdirektør med et solidt kendskab til fødevareområdet. Fra 2009 til 2020 var han således Fødevarestyrelsens direktør og forud for dette har han en lang karriere med lederstillinger i fødevareministeriet, fødevarestyrelsen og fiskeridirektoratet.  

Mejeriforeningens direktør Henrik Damholt Jørgensen lægger da heller ikke skjul på, at man i mejeriernes brancheorganisation er ualmindeligt godt tilfredse med at have fået Esben Egede Rasmussen med på holdet. 

”EU har stor betydning for mejeribranchen, og med Esben Egede Rasmussen får vi en fagligt stærk Bruxellesdirektør med en bred erfaring og en dyb indsigt i fødevareerhvervet. Dansk mejeribrug er i høj grad en internationalt orienteret branche, som har behov for at være til stede, hvor rammevilkårene for de europæiske landbrugs- og fødevarevirksomheder bliver besluttet. Vi har gennem årene opbygget en stærk position i Bruxelles og jeg er overbevist om, at den nye direktør sammen med sit kompetente team vil være i stand til at videreføre og udvikle denne,” siger Henrik Damholt Jørgensen.

Den kommende Bruxellesdirektør ser frem til at skulle arbejde sammen med mejeribranchen.

”Fra mine tidligere jobs i både fødevareministeriet og fødevarestyrelsen har jeg fået et rigtig godt indtryk af mejeribranchen. Danske mejeriprodukter og virksomhederne bag nyder stor respekt ude i verden, og det skyldes ikke mindst, at danske landmænd og danske mejerier i generationer har formået at udvikle og forbedre deres produkter og fundet løsninger på tidens udfordringer.”

”Det ser man også nu, hvor mejerierne sætter ambitiøse mål for klima og biodiversitet, der vil sikre sunde og bæredygtige mejeriprodukter, der leverer på verdensmålene og forbrugernes krav om et ansvarligt fødevaresystem. Det er en stor glæde at skulle lægge sine kræfter i den dagsorden,” siger han.

Ud over direktøren består Mejeriforeningens repræsentation i Bruxelles af to konsulenter og en sekretær.

FAKTA OM Esben Egede Rasmussen

Uddannelse og job:
1985: Samfundssproglig student, Sønderborg Statsskole
1988-96: MA i Europæiske Studier, (Leuven, Belgien) og Cand. Scient. Pol.  Aarhus Universitet
1996-97: Fuldmægtig i Sundhedsministeriet
1997-2000: Fuldmægtig i Veterinær- og Fødevaredirektoratet
2000-01: Fuldmægtig i Fødevareministeriet
2001-02: Chefkonsulent i Fødevareministeriet
2002-02: Kontorchef i Fødevarestyrelsen
2002-04: Kontorchef i Fødevareministeriet
2004-05: Afdelingschef i Familie- og Forbrugerministeriet
2005-09: Direktør i Fiskeridirektoratet
2009-20: Direktør i Fødevarestyrelsen
2020-23: Statskonsulent for Landbrug og Fødevarer ved ambassaden i London, diplomat udsendt af Udenrigsministeriet.

Privat
Gift. Har to børn fra tidligere ægteskab på 18 og 21 år