13. november 2018

Thise Mejeri rydder præmiebordet i mejeridyst

Mejeriet fra Salling vandt fire ud af syv kategorier til International Food Contest i Herning i dag.

International Food Contest 2018 er nok en af de begivenheder, man vil huske længe på Thise Mejeri. Hele fire gange måtte repræsentanter fra mejeriet i Salling på scenen MCH Messecenter Herning for at hente præmier, da udstillingen åbnede her til formiddag i hal M.

I den klassiske mejeridyst, International Dairy Contest, med deltagere fra 10 lande vandt Thise Mejeri ostekategorien med en 50+ Thybo Økologisk (11 kg, modnet i 40 uger), mens mejeriet Dybbækdal (som er ejet af Thise Mejeri) vandt konsummesterskabet med en skyr 2 pct. med fersken.

I gourmetkonkurrencen røg mejeriet til tops i begge ostekategorier: Fyrtårnsost, økologisk vandt kategorien ’hård ost’, mens Blå Grubé var bedst blandt de bløde oste i kampen om Mejeribrugets Gourmetpris (se liste med øvrige vinderprodukter nederst på siden)

Produktionschef Nick Nørreby fra Thise Mejeri var da også meget tilfreds med dagens præmiehøst:
”At vi vinder i fire ud af syv kategorier er selvfølgelig megafedt og en stor anerkendelse af vores dygtige og passionerede mejerister. Det er deres høje faglighed, vi skal bygge på. Den sikrer os en placering os der, hvor vi skal ligge i den danske mejeribranche, som er præget af en høj standard,” sagde han.

Nick Nørreby understregede, at IFC-succesen ikke bygger på en særlig kraftpræstation rettet mod konkurrencen i Herning.
”Den store anerkendelse til ICF bygger på, at de produkter, vi leverer til daglig, er i orden. Derfor er de fire priser først og fremmest en stor cadeau til vores medarbejdere.”

Behov for innovation i verdensklasse

International Food Contest blev åbnet af Mejeriforeningens formand, Steen Nørgaard Madsen, som i sin tale til de mange fremmødte gæster kunne konstatere, at fødevarebranchen er et spændende sted.

”Nogle gange lidt for spændende,” sagde han og fortsatte: ”I sommer oplevede mange af os, hvordan vejret i den grad spillede ind på råvareproduktionen ude på gårdene. En langvarig tørke lagde et hårdt pres på mange bedrifter. Samtidig var tørken en reminder til os alle sammen om, at klimaet spiller en vigtig rolle, og at vi alle sammen har indflydelse på, hvordan klimaet udvikler sig i de næste årtier.”

Den opgave må branchen tage på sig, mente Steen Nørgaard Madsen. ”Og det gør vi selvfølgelig også. Rigtig mange steder i landbruget og fødevareindustrien arbejdes der på at udvikle nye teknikker og finde nye, klimavenlige måder at gøre tingene på. Ofte i tæt samarbejde med dygtige fagfolk og forskere på vores universiteter og andre vidensinstitutioner. Vi er på vej – og det skal vi også være. Her er virkelig behov for innovation i verdensklasse.”

Juleøl og tangpesto

Efter talen overrakte Steen Nørgaard Madsen og brandmanager i Landbrug & Fødevarer Lisbeth Olsgaard præmier til fagfolkene bag de vindende produkter fra scenen.

Ud over kåringen af vinderne i de to mejerikonkurrencer var der også uddeling af præmier til de bedste produkter blandt de øvrige fødevarer – i den såkaldte Food-kategori. Blandt vinderne her kan nævnes en juleøl, en mørk ale fra bryggeriet Vestfyn og en vegansk tangpesto Nordisk Tang Aps. (se øvrige Food-vindere nederst i teksten)

INTERNATIONAL DAIRY CONTEST. VINDERE 2018

Ost Smør og blandingsprodukter
Konsummælksprodukter
Thise Mejeri 50+ Thybo Økologisk 11 kg 40 uger Holstebro Mejeri Smør Lurpak UK 500 g saltet Mejeriet Dybbækdal Skyr 2% MS Layered 170 g Fersken

 

MEJERIBRUGETS GOURMETPRIS 2018. VINDERE.

Smør Konsummælksprodukter Hård ost
Blød ost
Mejeri: Aabybro Mejeri
Produkt: Gammeldags kærnet smør med Læsø sydesalt – 200 g
Dommerkommentarer: Det har det hele, god smag, flot farve, balanceret
Mejeri: Naturmælk
Produkt: Signatur økologisk Double Cream 48%
Dommerkommentarer: Smager af mere. Ren flødesmag. Bare lækker.
Mejeri: Thise Mejeri
Produkt: Fyrtårnsost, økologisk
Dommerkommentarer: Ren i smagen. Flot balance af sødme, syre og tørstoffer. Ren osteslik.
Mejeri: Thise Mejeri
Produkt: Blå Grubé
Dommerkommentarer: Dejlig frugtig, afrundet, cremet blåskimmelsmag, virkelig lækker.

FOOD 2018. VINDERE:

Brød & Kager & Søde sager
Orkla Confectionery & Snacks - Lakridskugler: Panda Choco & Lakrits
Dommerkommentarer: Alle opgivne bestanddele kan smages og er i god balance. Lakridsen er blød som angivet, og chokoladen er saftig. Emballagen er nem at håndtere og viser tydeligt hvad produktet er.

Fisk & Tang
Nordisk tang ApS - Tangpesto, vegansk
Dommerkommentarer: Lokale, bæredygtige råvarer – vildhøstet tang fra Djursland. Virkelig god smag og duft af tomat, tang, hvidløg og umami. Flot farve og konsistens med bid i.

Convenience & Kolonial
Orkla Confectionery & Snacks: Ristede og krydrede mandler med paprika
Dommerkommentarer: Smagen er afbalanceret med både let sødlige paprikanoter og mere skarpe noter fra cayenne og hvidløg, som passer godt med smagen af ristet mandel. Konsistensen på mandlerne er tilpas knasende.

Honning
Ejvind Andersen: Rørt honning
Dommerkommentarer: En mild velbalanceret forårsfloral honning med en exceptionel mundfølelse og konsistens.

Vin & Alkohol
Frederiksdal Kirsebærvin A/S Kirsebærvin: ”Frederiksdal 2016”
Dommerkommentarer: Konstant højt kvalitetsniveau. Flot design, intens kirsebærsmag og perfekt balance mellem syre og sødme. Oplagt til julehygge og ris á l’amande.

Øl
Bryggeriet Vestfyen Mørk ale: Willemoes Jul 2018 Dommerkommentarer: Flot design. Øllet har en lækker gylden farve. Spændende og anderledes smage af kaffe og chokolade, som passer fint til jul, konfekt og dessert.

Vil du vide mere?