7. september 2018
Af: Ulla Kjer

Thise - 30 år og stadig flyvende

”Vi sammenligner os med humlebien, som egentlig ikke kan flyve, men gør det alligevel. Nu har vi da fløjet i 30 år, så mon ikke vi også flyver de næste 30 år, ” lød det fra mejeridirektør Poul Pedersen, da Thise Mejeri i dag fejrede sin 30 års fødselsdag sammen med flere hundrede gæster.

Fra 6 ansatte i 1988 til 250 i 2018. Fra 1 mio. kg. til 105 mio. kg økologisk mælk. Fra 2 produkter (sødmælk og tykmælk) til 85 mejeriprodukter. Fra landsbymejeri til eksportmejeri, og sådan kunne man blive ved. Thise Mejeris udvikling må betegnes som en succeshistorie, og derfor valgte mejeriet at fejre de første 30 år med en stor fødselsdagsfest.

”Vi er rigtig glade for at have overlevet i 30 år – det synes vi, der er grund til at fejre,” lød det i velkomsttalen fra Poul Pedersen foran flere hundrede gæster, som var forsamlet i et stort festtelt på mejeriets parkeringsplads.

”Mange har i årenes løb tvivlet på, om vi ville overleve, men vi sammenligner os med humlebien, som egentlig ikke kan flyve, men gør det alligevel. Nu har vi da fløjet i 30 år, så mon ikke vi også flyver de næste 30 år,” fortsatte mejeridirektøren.

I sin tale sendte Poul Pedersen bl.a. en tak til de mange danske forbrugere, der køber mejeriets produkter, og derefter slog han over i engelsk og en smule tysk for, som han sagde: ”Nu er det udlandets tur til at købe vores produkter.”


Flere hundrede gæster var mødt frem for at fejre Thise Mejeri. 

Tre modtagere af Rav Aage-prisen

Fødselsdagsfesten blev også benyttet til at uddele mejeriets Rav Aage-pris. Prisen der er opkaldt efter miljøforkæmperen Aage Hansen fra Thyborøn, der som den første tog kampen op mod forureningen fra kemikalievirksomheden Cheminova i 1960’erne.

Miljøprisen uddeles hvert femte år, og i år blev den delt mellem tre modtagere:
Bjarne Hansen, søn af Aage Hansen, for at fortsætte sin fars kamp for ryddet op i resterne af et giftdepot ved høfde 42.
Amager Fælleds venner, som med held har kæmpet for at beskytte en gammel strandeng på ca. 19 hektar, der – til trods for at den ligger kun 4 km fra Rådhuspladsen i København – rummer en betydelig biodiversitet.
Eva Bjerrum – Drivhuset i Vesterbølle, for på engageret, vedholdende og troværdig vis at have arbejdet for økologien i over 30 år, blandt i form af en grøn købmandsbutik og ved at være en af Thise Mejeris første kunder.

Vil du vide mere?