11. august 2020

Smørbar klassiker fylder 30 år

I 1990 blev Kærgårdens kombination af smør og rapsolie for første gang præsenteret for danskerne. Den 30-årige klassiker fås nu i ny emballage.

Fra denne uge ændrer Arla emballagen på Kærgården-produkterne Original, Økologisk og Let. 

”Hos Arla arbejder vi målrettet på at reducere vores klimaftryk, og her spiller emballage en vigtig rolle. Vi er derfor glade for at kunne præsentere den nye emballage på Kærgården,” siger Mette Faurschou, der er ansvarlig for Kærgården hos Arla og fortsætter:

”Vi har gjort det nemt for forbrugeren at adskille emballagens elementer og håber dermed, at forbrugerne hjælper os det sidste stykke og affaldssorterer korrekt.”

30 år med Kærgården

Kærgården blev introduceret på det danske marked tilbage i 1990, og derfor kan danskernes smørbare favorit nu fejre den nye emballage i forbindelse med sin 30-års fødselsdag.

”I dag er Kærgården et af danskernes mest populære mejeriprodukter, og den har en fast plads i køleskabet i de danske hjem. Derfor er det sjovt at se tilbage på lanceringen af Kærgården i 1990, hvor ideen om at blande smør med rapsolie var ret revolutionerende og kontroversiel for mange danskere. Det betød, at Kærgården blev budt velkommen med både politianmeldelser, ministerkritik og bødeforlæg, hvilket er helt svært at forstå i dag, hvor produktet er et af vores mest solgte produkter,” siger Mette Faurschou.

Kærgården fremstilles i dag på Holstebro Mejeri, hvor ca. 40 mio. bakker af den smørbare klassiker blev produceret i 2019.

Vil du vide mere?