27. september 2023

Skolemælkens Dag sætter fokus på den gode madpakke

Onsdag den 27. september fejres World School Milk Day, herhjemme markeres dagen med dyst i bedste madpakketips.

Mejeriernes Skolemælksordning har i år valgt at fejre World School Milk Day ved at sætte fokus på den gode madspakke.

”Madpakken er skolemælkens tro følgesvend, og kan vi gøre den en smule mere spændende end den klassiske sammenklappede leverpostejmad, kan vi sikkert glæde mange skoleelever”, fortæller Rasmus Flade Nielsen, senior marketing manager i Mejeriforeningen.

Vinderne er…

Mejeriernes skolemælksordning har i anledning af mærkedagen arrangeret en konkurrence, hvor ti skoleklasser vinder præmier til klassen. Konkurrencen gik ud på at vise klassens bedste madpakketips frem. Deltagerne har præsenteret deres tips i form af stop-motion film, plakater og tegninger.

”Vi har fået nogle virkelig flotte og inspirerende madpakketips fra deltagerne. Det kan de tilmeldte godt være stolte over, for de har virkelig været kreative og så håber vi, at børnene har fået reflekteret over indholdet i deres madpakker samtidig”, fortæller Rasmus Flade Nielsen.

En særlig gæst løfter sløret for vinderne af konkurrencen, nemlig Jon Daniel Edlund fra Bagedysten. Udover at annoncere hvem der har vundet, deler han også ud af et par af sine bedste madpakketips under ordsproget ’spis som en regnbue, føl dig som en regnbue’.

Vinderne af konkurrencen kan se frem til præmier, som består af madkasser med figurerne fra Den Magiske Madkasse, skolemælk til klassen og så får fem af deltagerne også gavekort til en frokost for klassen.

 

Faktaboks

FAO startede i 2000 World School Milk Day for at udbrede viden om skolemælken og dens programmer.

Skolemælken er en del af den daglige frokost for mere end 160 mio. skoleelever verdenen over.

Den kvarte liter mælk kan være med til at bidrage til barnets calcium- og jodbehov.

Mejeriernes skolemælksordning startede i 1991, men den har rødder meget længere tilbage. Læs mere her.

Ca. 70% af de danske skoler er en del af skolemælksordningen.

Herhjemme kender de danske skolebørn Avi, Chili, Juicy og Kiwi som maskotter for skolemælken. I Sydafrika er karakteren Super Moo helten for skolemælk.