22. oktober 2019

Osteakademi for kantineledere

Landbrug & Fødevarer inviterede i dag til Osteakademi, der skal inspirere nye måder at servere ost på i storkøkkener.

Allerede inden der officielt bliver budt velkommen til dagens Osteakademi, går snakken lystigt mellem de fremmødte kokke og kantineledere, der er mødt op til Landbrug & Fødevarers oste-masterclass. Der udveksles erfaringer med at bruge ost i både kolde og varme retter, og diskuteres, hvordan osten kan bruges kreativt i kantinekøkkenet. Og det er netop, hvad formålet med dagens masterclass er.

"Vi vil gerne hjælpe kantinerne med at formidle den gode historie om osten og på den måde præsentere den på nye måder til de spisende gæster," siger Markedschef i Landbrug & Fødevarer, Mette Jasper Gamicchia, som er én af værterne til dagens arrangement.

Hun forklarer, at osten i kantinen traditionelt set er blevet serveret på to måder: Som ostebræt eller som skæreost på det klassiske ostehjul.

Økologiske oste på skemaet

Dagens kursister er samlet på toppen af Axelborg med udsigt over Indre København. Men det får deltagerne ikke meget ud af, da de har næserne dybt begravet i nogle af de bedste, økologiske oste på det danske marked.

I de syv timer osten er i fokus, bliver kantinelederne bl.a. præsenteret for, hvordan den økologiske ost kan indgå i nyfortolkninger af det klassiske ostebræt uden at blive en økonomisk hæmsko for kantinerne.

"For en kantineleder er osten ofte en økonomisk udfordring. Hvis der stilles økologiske gourmetoste frit til rådighed, tager gæsterne nogle gange så meget, at det ikke giver økonomisk mening. Her kan vi hjælpe med at inspirere til nudging i form at eksempelvis udskæringer og tallerkenstørrelser," forklarer Mette Jasper Gamicchia og uddyber:

"Portionering kan også hjælpe med at begrænse madspild og få gæsterne til at prøve nye sammensætninger og smagsvarianter."

Derudover har Landbrug & Fødevarer fået udviklet et smagshjul for ost af Lisbeth Ankersen fra Innova Consult til lejligheden. Smagshjulet giver et overblik over de mange nuancer i ostens forskelligheder og skal hjælpe med at udvide sproget om ost, så det ikke blot reduceres til mild eller stærk. 

Muligheder i ostens verden

Osteakademiet handler om at give madprofesionelle, der arbejder i foodservicebranchen, et udvidet sprog og forståelse for ostens mange nuancer og muligheder. Og om at inspirere fagfolk til at bruge ost som ingrediens i madlavningen.

Særligt i efterspørgslen på bæredygtige måltider, har osten nemlig stort potentiale, forklarer Mette Jasper Gamicchia:

"Ost fungerer virkelig godt i varme retter, og særligt når vi ser på det vegetariske køkken, er der mange muligheder," lyder det.

Efter Osteakademiet vil Landbrug & Fødevarer besøge nogle af de deltagende kantiner, for at følge op på tematikkerne og komme med tips til, hvordan den økologiske ost konkret kan bringes i spil i de enkelte køkkener.

Vil du vide mere?