16. september 2021

Ni dage i ostens tegn

Danskerne får masser af muligheder for at smage på og lære nyt om ost, når Ostefestival 2021 afvikles i næste uge. Cheese Copenhagen sætter punktum for festivalen med smagsprøver på 100 oste og kåring af gourmetprodukter.

Danske oste er i centrum hele næste uge, hvor Ost & ko, Mejeriforeningens kampagne for dansk ostekultur, står bag store og små arrangementer rundt om i landet – fra Hjørring til Sakskøbing, og med Cheese Copenhagen som den store finale.

”Med Ostefestival 2021 sætter vi fokus på gule oste og især de danske BGB-oste Danbo, Havarti og Esrom,” siger Lars Witt Jensen, Senior Marketing Manager i Mejeriforeningen.

”Ved alle arrangementerne er der mulighed for at smage på den store diversitet inden for de gule oste og samtidig få viden om, hvordan ostene produceres, og hvordan de kan bruges,” tilføjer han.

’Tour de Ost’

Ostefestival 2021, som er fællesnavnet for hele ugen, begynder på lørdag, den 18. september, hvor Arla Unika deltager i Sydhavsøernes Frugtfestival i Sakskøbing, mens man hos ostehandler Lynhjem i Helsingør kan møde ostekommunikatør Camilla Bojsen-Møller, som fortæller om ost i madlavningen.

Samme dag tager Ost & kos ostecykel på en Danmarksturné, der i løbet af ugen bringer den rundt i landet til 10 forskellige arrangementer. For eksempel er der den 19. september ’surdejspizza-workshop med fokus på dansk ost’ i Kornets Hus i Hjørring, og dagen efter kan man hos Grand Fromage i Aarhus blive klogere på ’affinagens ædle kunst’ – hvordan unge grundoste modnes og forædles.

”Undervejs er der forskellige temaer, men der vil være ostesmagning alle steder,” forsikrer Lars Witt Jensen og tilføjer:

”Mange af arrangementerne foregår hos landets ostehandlere, hvor vi kan møde forbrugerne og fortælle om de danske kvalitetsoste.”

100 oste i Torvehallerne

Ostefestival 2021 kulminerer lørdag den 25. september, når Cheese Copenhagen 2021 afvikles i TorvehallerneKBH. Her skulle det være muligt at få stillet den værste oste-sult, for det bliver muligt at smage på 100 forskellige oste. De er delt op i otte kategorier, som præsenteres i lige så mange boder, hvor gæsterne også kan få viden om ostene og inspiration til, hvordan de kan bruges.

Læs mere om arrangementet og bestil en gratis billet her.

Kåring af gourmetprodukter

Ud over at smage på ost, kan gæsterne i TorvehallerneKBH mellem kl. 11 og 13 følge finalesmagning af de bedste mejeriprodukter i Mejeriforeningens konkurrence Gourmetprisen 2021.

Et professionelt dommerpanel bedømmer de mejeriprodukter, der er sluppet igennem til finalen, inden vinderne kåres i de fem produktgrupper, ’blød ost’, ’hård ost’, ’smør og blandingsprodukter’, ’konsummælksprodukter’ og ’is’. Det sker kl. 13.15. Det er også muligt at følge finalebedømmelsen og kåringen live på nettet på Ost & kos website.

Deltagerne i Cheese Copenhagen får også mulighed for at smage på finalist-produkterne.

Se hele programmet og læs mere om Ostefestival 2021