Mere ost med ø-mærke i indkøbsvognen
Trods tilbagegang i salget til foodservice steg det samlede salg af økologiske mejeriprodukter i 2020 med 1 pct. til 3,9 mia. kr. Danskerne købte især mere økologisk ost.
18 pct. eller 135 mio. kr. Så meget faldt salget af økologiske mejeriprodukter til foodservice i 2020, hvor hoteller, restauranter og kantiner måtte holde corona-lukket i lange perioder. Til gengæld købte de mange hjemmearbejdende danskere flere økologiske mejeriprodukter, så det samlede salg i detailhandlen steg med 170 mio. kr. til 3,28 mia. kr. i forhold til året før. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Der var fremgang for stort set alle produktgrupper, men især økologisk ost gjorde sig bemærket med en fremgang på 70 mio. kr. til i alt 576 mio. kr.
”At salget i detailhandlen kunne øges så meget, skyldes først og fremmest, at mejerierne var både gode og hurtige til at omstille deres produktion til mindre foodservice og flere detailprodukter,” siger chefkonsulent i Landbrug & Fødevarers økologiafdeling Ejvind Pedersen.
Trods tilbagegangen i salget til foodservice, fortsatte de sidste mange års stigning i det samlede salg af økologiske mejeriprodukter; Ejvind Pedersen forventer desuden, at salget til foodservicesektoren sidst på året vil være tilbage på niveauet fra før corona ramte Danmark.
Mere mælk
Fremgangen i salget harmonerer godt med, at produktionen af økologisk mælk stiger. I årets første syv måneder blev der indvejet 446 mio. kg økologisk mælk, svarende til en stigning på 4 pct. i forhold til samme periode året før.
”Det indikerer, at der i hele 2021 vil blive indvejet godt 750 mio. kg øko-mælk, hvilket vil være ny rekord,” siger Ejvind Pedersen.