26. oktober 2022

Mejeriforskning trækker i en endnu grønnere retning

Bæredygtighed er et nøgleord i Mejeribrugets ForskningsFonds nye strategi, og det påvirker udvælgelsen af forskningsprojekter.

”Den danske mejeribranche har selv sat et ambitiøst mål om klimaneutralitet i 2050, og her vil Mejeribrugets ForskningsFond gerne bidrage til den nødvendige omstilling. For der er ingen tvivl om, at forskning er helt essentiel for udvikling af fremtidens grønne produkter og teknologier.”

Sådan lyder det fra chefkonsulent i L&F, Grith Mortensen, om baggrunden for, at bæredygtighed er blevet trukket yderligere frem i Mejeribrugets ForskningsFonds (MFF) nye strategi, der netop er blevet offentliggjort.

Hidtil har mejeriernes konkurrenceevne og økonomi været i centrum, når MFF skulle udvælge forskningsprojekter.

”Det er selvfølgelig fortsat to utrolig vigtige parametre for forskningen, ellers kan hverken mejerier eller mælkeproducenter jo eksistere. Men vi har givet bæredygtighed en mere fremtrædende plads, fordi det er blevet et helt naturligt krav, ligesom høj fødevaresikkerhed har været og fortsat er det,” siger Grith Mortensen, som sammen med MFFs bestyrelse har udarbejdet den nye forskningsstrategi.

Brug for basal viden
Den nye strategi, der rækker frem til 2026, omfatter også de såkaldte hybridprodukter, altså produkter hvor der ud over mælk indgår andre komponenter, typisk i form af plantebaserede ingredienser. De vil ifølge Grith Mortensen give mejerierne flere muligheder i form af nye produkttyper og adgang til nye markeder, men:

”Hybridprodukter stiller andre krav til fremstillingsmetoder, og ligeledes er holdbarhed, fødevaresikkerhed, tekstur, smag og ernæringsforhold anderledes end i rene mejeriprodukter. Her har vi brug for basal viden, som bl.a. universiteterne kan bidrage med,” siger hun. 

Via Mejeribrugets ForskningsFond har mejerierne siden 1990 investeret et trecifret millionbeløb i forskning på universiteter, universitetshospitaler og andre vidensinstitutioner. Fonden støtter generisk forskning med lang tidshorisont, der kommer hele mejeribranchen, herunder også følgeindustrien, til gode. Derimod står mejerierne selv for udviklingen af nye produkter.

Åbner for nye forskningsprojekter
MFF har netop åbnet for dette års ansøgningsrunde, hvor forskere kan søge om økonomisk støtte til nye projekter. Når forskningsprojekterne hen over vinteren skal udvælges, vil den nye strategi blive fulgt.

”Derfor skal ansøgerne forholde sig til, hvordan deres projekt kan bidrage til at flytte mejerierne i en endnu mere bæredygtig retning. Desuden vil der fortsat blive lagt vægt på de fagligt stærke projekter og de projekter, der er mest relevante for mejerierne,” siger Grith Mortensen.

Der kan i år søges om støtte til projekter inden for MFF’s tre fokusområder: Teknologi, Fødevaresikkerhed samt Sundhed & ernæring. Der budgetteres med et samlet tilskud på mellem 12 og 15 mio. kr. fra mejeribrugets fonde. Forskningsprojekterne kan søge op til 50 pct. af det samlede projektbudget, mens de resterende midler skal findes andetsteds.

Deadline for ansøgninger er torsdag den 1. december 2022, kl. 23.59. Se callet

Se den nye strategi.