Mammen Mejerierne leverer rekordomsætning
Det privatejede mejeriselskab kommer ud af regnskabsåret 2025 med et solidt resultat. Omsætningen rundede for første gang 2 mia. kr., mens resultatet efter skat udgjorde 37,4 mio. kr.
På trods af en begrænset efterspørgsel på visse eksportmarkeder ved årets start, har 2025 været præget af en fornuftig aktivitet og ikke mindst en fortsat stor vækst inden for friskvarekategorien.
Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.
Ved indgangen til 2025 var eksporten udfordret. Specielt i Mellemøsten kæmpede kunderne med at realisere store lagerbeholdninger, hvilket medførte en dæmpet efterspørgsel. Det blev bedre i løbet af 1. halvår, men set på hele 2025 har det medført et fald i salg af hvid ost på over 5 pct. sammenlignet med 2024.
Øvrige produktkategorier er vækstet, og specifikt kan igen i år nævnes friskvaresegmentet, hvor volumen er vækstet markant i forhold til 2024. Inden for de proteinholdige produkter, er der langt større efterspørgsel i markedet, end hvad udbuddet kan honorere.
”God udvikling og fornuftigt resultat”
”Vi har oplevet en god udvikling i 2025. Mammen Mejerierne har realiseret en rekordomsætning på over 2,1 mia. kr. og et fornuftigt resultat på 37,4 mio. kr. Dette betragter jeg som tilfredsstillende og resultatet er i overensstemmelse med forventningerne til året. Samtidig har vi leveret en mælkepris, som ligger over landsgennemsnittet”, udtaler Lars Staunsbæk, adm. direktør og ejer.
”Jeg glæder mig over, at vi som virksomhed forbedrer os. Vi bliver fortsat mere omstillingsparate, og vi har en god spredning på tværs af både produktkategorier og markeder. Netop det er en forudsætning for at drive en solid fødevarevirksomhed”, tilføjer Peter Staunsbæk, vicedirektør og medejer.
Udbygning af produktionskapacitet
Mammen Mejerierne arbejder kontinuerligt med at opdatere, udbygge og effektivisere virksomhedens produktionsfaciliteter med henblik på at sikre en fortsat høj produktkvalitet og samtidig skabe en fleksibel og effektiv produktion. I 2025 er der blandt andet investeret i udvidelse af produktionen både med henblik på at skabe yderligere kapacitet på eksisterende produkter men også gennem investering i nye produktkategorier som fx skyr.
”Det er yderst vigtigt for os både at investere i et effektivt produktionsapparat samt at udvide produktionen inden for de produkter, som markedet efterspørger”, udtaler Peter Staunsbæk.
Forventninger til fremtiden
I 2026 forventer Mammen Mejerierne et mindre fald i omsætningen som følge af faldende priser, mens indtjeningen forventes at være på niveau med 2025.
”Vi lever i en verden, hvor det er meget svært at spå om fremtiden. Geopolitik udfordrer stabiliteten, men jeg er optimistisk og mener, at Mammen Mejerierne er godt rustet til fremtiden. Vi har en solid virksomhed med dygtige medarbejdere, og vi er gode til at navigere i de udfordringer, som er blevet en naturlig del af det at drive en international forretning. Samtidig investerer vi i både effektivitet og fleksibilitet samt i fremtidens mejeriprodukter”, udtaler Lars Staunsbæk.
Om Mammen Mejerierne
Mammen Mejerierne er en familieejet fødevarevirksomhed, der producerer og sælger mejeriprodukter til både hjemmemarkedet i Danmark og gennem eksport til over 65 lande verden over. Mammen Mejerierne beskæftiger over 300 medarbejdere fordelt på tværs af mejerier og lokationer i Danmark og med hovedkontor i Mammen nær Bjerringbro.
