17. maj 2024
Af: Pressemeddelelse

Mammen Mejerierne køber Kirkeby Cheese Export A/S 

Opkøbet sker med henblik på at vokse inden for foodservice og styrke eksporten. 

Mammen Mejerierne føjer endnu et selskab til koncernen, idet der er indgået en aftale om overtagelse af Kirkeby Cheese Export A/S. Opkøbet foretages med henblik på blandt andet at vækste på foodservice-segmentet både i Kirkeby Cheese Export men også i Mammen Mejeriernes eksisterende foodservice-forretning. Endvidere er der et godt potentiale i samarbejde på eksportmarkederne. 

Det skriver Mammen Mejerierne i en pressemeddelelse. 

Kirkeby Cheese Export er en mangeårig kunde hos Mammen Mejerierne. Mammen Mejerierne købte i 2010 Kirkeby Foods A/S som også omfattede Hårby Mejeri med produktion af Danablu og hvid ost. Siden dengang har samarbejdet udviklet sig, og Kirkeby Cheese Export er i dag en god kunde hos Mammen Mejerierne. Derfor var det også et naturligt næste skridt i samarbejdet, at Mammen Mejerierne skulle købe Kirkeby Cheese Export som led i et generationsskifte af virksomheden. 

”Kirkeby Cheese Export er en solid og veldrevet familieejet virksomhed, som passer godt ind i Mammen koncernen. Vi har samarbejdet med Kirkeby Cheese Export og Per Kildegaard i mange år, og vi er derfor rigtig glade for, at vi kan være med til at fortsætte den gode forretning, som Per har skabt. Desuden glæder vi os over, at Per har indvilget i at fortsætte i bestyrelsen,” udtaler Lars Staunsbæk, adm. direktør for Mammen Mejerierne A/S. 

Samarbejdet kan styrke sortimentet

Mammen Mejerierne er allerede underleverandør til Kirkeby Cheese Export og producerer blandt andet blåskimmelost og hvide oste, som Kirkeby Cheese Export sælger i eget brand ”SOL”. Derudover består produktsortimentet i Kirkeby Cheese Export af andre mejeriprodukter, som sources fra en række leverandører rundt omkring i Europa. Der er gode synergier samt vækstmuligheder forbundet med samarbejdet, både for Kirkeby Cheese Export men også for Mammen Mejerierne. Gennem samarbejde kan vi styrke sortimentet til gavn for vores kunder hele vejen rundt.” udtaler Lars Staunsbæk. 

Om fremtiden for Kirkeby Cheese Export fortæller Lars Staunsbæk: 
”Der vil ikke opleves ret mange ændringer for vores kunder eller for eksisterende medarbejdere. Vi har kun et ønske om at fortsætte og videreudvikle den eksisterende forretning. Kirkeby Cheese Export er en veldrevet forretning, og der er således ingen brændende platform, som medfører behov for større ændringer.” 

Per Kildegaard, ejer af Kirkeby Cheese Export udtaler:
”Som led i at sikre fremtiden for Kirkeby Cheese Export har det været helt naturligt at kigge på Mammen Mejerierne. Vi har samarbejdet i mange år, og jeg har stor tiltro til, at Mammen Mejerierne er det rigtige match til at drive Kirkeby Cheese Export videre i fremtiden”, udtaler Per Kildegaard. 

Om Mammen Mejerierne A/S
Mammen Mejerierne producerer og sælger gode danske mejeriprodukter både til det danske marked, men også gennem eksport til over 60 lande i hele verden. Koncernen beskæftiger i underkanten af 300 medarbejdere og koncernen omsætter for ca. DKK 1,9 mia. Mammen Mejerierne A/S ejes af Lars Staunsbæk og sønnen Peter Staunsbæk. 

Om Kirkeby Cheese Export A/S
Kirkeby Cheese Export er en handelsvirksomhed, som belv stiftet i 1985, med fokus på foodservice-segmentet både til eksport, men også det danske hjemmemarked. Virksomheden beskæftiger 9 ansatte og drives af direktør og stifter Per Kildegaard.