01. januar 2016

Mælk til tørstige atletikbørn

6.500 skoleelever giver den fuld gas til finalen i SkoleOL, hvor Skolemælk som sponsor sørger for sund energi i form af kold mælk.

Olympisk ild båret ind af Danmarks hurtigste sprinter, Kristoffer Hari, kronprinsen i fuld firspring og 1.800 jublende og hujende skoleelever gav til sammen en forrygende start på fire dage med SkoleOL på Østerbro Stadion d. 17. juni.

OL-finalen er kulminationen på atletikaktiviteter over de seneste måneder, hvor 13.000 skoleelever over hele landet har dystet i en række klassiske atletikdiscipliner. Bag arrangementet står Dansk Idrætsforbund (DIF), Dansk Atletikforbund og TV2-Sport, mens Skolemælk er hovedsponsor.

Og Mejeriernes Skolemælksordning er glade for samarbejdet med sportens verden.

”Vi vil gerne sammenkoble mælk og bevægelse, så vi dermed er med til at gøre sundhedsbegrebet bredere end bare sunde drikkevaner,# siger Lars Witt Jensen, projektleder i Mejeriernes Skolemælksordning, som er med på finalestævnet med masser af mælk til de unge atletikudøvere. Man udleverer i gennemsnit halvanden skolemælk pr. deltager i løbet af en dag.

”Det er skønt at se sunde drikkevaner, og at børnene oplever, at man sagtens kan slukke tørsten i mælk, når man har dyrket motion,” siger Lars Witt Jensen.

Udover mødet med de mange skoleelever og skolelærere, glæder han sig over en massiv pressedækning af arrangementet.

”Finalestævnet er besøgt af 14 forskellige medier og der har været 10 TV-indslag som optakt. Det har en rigtig god reklameværdi for os,” siger Lars Witt Jensen, som håber, at sponsoratet kan videreføres til næste år.