Mælk kan ikke erstattes
Ny international, videnskabelig undersøgelse slår fast, at komælk ikke uden videre kan skiftes ud med plantedrikke til små børn.
Komælk bør ikke erstattes af plantebaserede drikke i små børns kost.
Så klart lyder konklusionen i en undersøgelse, som blev publiceret i det videnskabelige tidsskrift Nutrients i slutningen af juli. Undersøgelsen konstaterer bl.a., at plantedrikkenes indhold af næringsstoffer er lavere end i mælk, og således ikke dækker småbørns behov for protein, vitaminer og mineraler i tilstrækkelig grad.
Bag undersøgelsen står en række italienske forskere og børnelæger, som har set på indholdet af vitaminer og næringsstoffer i såvel mælk fra en række forskellige pattedyr som i fem forskellige plantedrikke – specielt med fokus små børns ernæringsbehov.
Forskernes baggrund for at lave undersøgelsen er, at forældre til småbørn i stigende grad vælger alternativer til komælk bl.a. fordi de skifter til vegansk kost, eller fordi de er bekymrede for mælkeallergi. Da der ikke eksisterede en undersøgelse af de forskellige drikke set i forhold til de ernæringsmæssige krav for små børn, besluttede forskerne at samle og analysere den viden, der findes på området.
Forskellige proteinkvaliteter
Undersøgelsen påpeger bl.a., at proteinindholdet i plantedrikkene generelt er lavere og af en ernæringsmæssigt dårligere kvalitet end i mælk. Om dette siger ernæringschef/mejeri i Landbrug & Fødevarer, Merete Myrup:
”Der er tale om en anden proteintype i plantedrikke, som dels har en anden sammensætning, dels er af en lavere kvalitet end i mælk, og som er sværere for kroppen at optage. Vi har alle sammen brug for protein af høj kvalitet til at vedligeholde vores muskelmasse, men det er især vigtigt for børn i voksealderen, hvor de har ekstra behov for protein til at opbygge muskler og væv.”
Hun gør desuden opmærksom på, at mens det er bevist, at det calcium, der findes naturligt i mælk, let kan optages i kroppen, er det endnu ikke undersøgt, om eller hvordan det kunstigt tilsatte calcium i plantedrikke optages.
Der er forskel
Merete Myrup understreger, at hun ikke anser plantedrikke for på nogen måde at være ’forkerte’.
”Folk må bare ikke tro, at plantedrikke er det samme som mælk. Desværre har en undersøgelse foretaget for Mejeriforeningen vist, at mere end hver tredje forbruger tror, at vitaminer og næringsstoffer som calcium findes naturligt i plantedrikke,” siger hun og peger på, at mange af plantedrikkene – ud over at være tilsat calcium – også kan være tilsat sukker eller sødestof.
”Og det har børnene i hvert fald ikke brug for,” fastslår Merete Myrup og tilføjer:
”Selv om de plantedrikke, der sælges i Italien, hvor undersøgelsen er foretaget, nok i højere grad er kunstigt berigede med bl.a. vitaminer, mineraler og sødestoffer end plantedrikkene på det danske marked, så efterlader undersøgelsen ingen tvivl om, at mælk ikke kan erstattes af plantedrikke i kosten til små børn.”
Understøtter Fødevarestyrelsen
Resultaterne af den italienske undersøgelse understøtter anbefalingen fra Fødevarestyrelsen: ’Plantebaserede drikke kan ikke anvendes som fuldgyldige alternativer til komælk’. Styrelsen begrunder det med at: ’Mælk er vores største kilde til calcium, som er vigtig for sunde knogler. Mælk indeholder også andre vigtige næringsstoffer som fx B2, B12, fosfor, jod, selen og protein, der især har betydning for vækst hos børn.’
Undersøgelsen kan læses her: Cow’s Milk Substitutes for Children: Nutritional Aspects of Milk from Different Mammalian Species, Special Formula and Plant-Based Beverages
Vil du vide mere?
Seminar om mælkens ’usynlige’ sundhedseffekter
Samspillet mellem næringsstoffer i mælken skaber ekstra effekter, der har stor betydning for sundheden. Mejeriteknisk selskab holder seminar med fokus på nyeste forskning i den såkaldte mælkematrice.
På jagt efter den gådefulde sundhedsværdi i mejeriprodukter
Samspillet mellem proteiner, calcium og fedt i ost og andre mejeriprodukter giver en ekstra sundhedseffekt. Det ved forskerne, men de ved endnu ikke hvorfor. Effekten kaldes fødevarematricen, og det var emnet for en velbesøgt konference på Axelborg for nylig.