11. august 2021

Internationale topledere åbner mejerikongres i København

Arlas CEO Peder Tuborgh og topcheferne fra Lactalis, Mengnui og Dairy Farmers of America indleder efterårets IDF-kongres med en debat om mejeribranchens globale muligheder og udfordringer.

Under overskriften ’Opportunities for the Dairy sector’ lægger Arlas CEO Peder Tuborgh den 13. oktober op til en debat om mejerisektorens fremtid sammen med tre at branchens øvrige internationale sværvægtere: CEO Phillipe Palazzi fra franske Lactalis, CEO Jeffrey Lu, Mengniu (Kina) samt formand og CEO Rick Smith, Dairy Farmers of America (USA). ’Topmødet’ finder sted på åbningsdagen for den globale mejeriorganisation IDF’s kongres i København, hvor de tre direktører i et såkaldt ’Dairy Panel’ krydser klinger i en diskussion med afsæt i deres respektive selskabers strategier for at ’forsyne verden med sikre, ernæringsrigtige og bæredygtige mejeriprodukter’, som det hedder i programmet.

Kort forinden har et par topfolk fra den fødevarepolitiske scene åbnet den tre dage lange kongres med hver sin videotale til deltagerne: Danmarks fødevareminister Rasmus Prehn og EU-Kommissær for sundhed og fødevaresikkerhed Stella Kyriakides.

350 deltagere fra hele verden
’IDF Global Dairy Conference’ er arrangeret af Mejeriforeningen og finder sted på Axelborg i København fra den 13. til 15. oktober. Der er tale om en nedskaleret udgave af IDF’s (International Dairy Federations) årsmøde, som under normale omstændigheder tiltrækker op mod 1.000 deltagere fra organisationens 43 medlemslande. På grund af Covid-19 har det ikke været muligt at afvikle det traditionelle årsmøde siden 2019, og i år har man derfor valgt at sammensætte en konference med færre deltagere og mulighed for at følge med på nettet.

Konferencen i København har plads til 350 deltagere på Axelborg samt et større antal on-line. Tilmeldingen til den internationale event er netop åbnet på hjemmesiden for IDF Global Dairy Congress, hvor man også kan se det foreløbige program for de tre dage.

Centralt i den tre dage lange konference er en bred vifte af faglige oplæg og debatter under seks forskellige sessioner med disse emner: Fødevaresikkerhed, teknologi, ernæring, mælkeproduktion, økonomi/politik og marketing. Alle faglige sessioner forholder sig til konferencens tema ’A changing climate for dairy’ og samtlige indlæg kan følges on-line såfremt man er tilmeldt.

Læs også:
Mejerifolk fra hele verden samles i København