25. februar 2021

Influencere skal sparke økologisk eksport til Mellemøsten i gang

Arabiske bloggere og influencere har vigtige roller i Mejeriforeningens nye fremstød for økologiske mejeriprodukter i Mellemøsten. Regionens marked for økologi er lille, men har stor bevågenhed.

منتجات الألبان العضوية من الدنمارك. Det er arabisk og betyder ’Økologiske mejeriprodukter fra Danmark’. Dem vil forbrugerne i Mellemøsten høre og se en hel del til fremover, når de fylder indkøbskurven i supermarkederne og tjekker Instagram og andre sociale medier.

Både markedsføring i butikker og kendte, arabiske influencere indgår nemlig i Mejeriforeningens treårige, EU-støttede kampagne for økologisk mælkepulver samt mad til småbørn på Den Arabiske Halvø.

Fremstødet har et budget på 30 mio. kr. og omfatter også UHT-mælk og hvid ost, som er to populære produkter i Mellemøsten.

Plads til flere deltagere

Foreløbig deltager Nordex Food og Arla Foods i kampagnen. Den skal øge kendskabet til økologiske mejeriprodukter fra Danmark og deres høje kvalitet, fødevaresikkerhed og ernæringsværdi. Det siger Lars Witt Jensen, Senior Marketing Manager i Mejeriforeningen.

Han er i dialog med andre mejerier om at være med i tiltaget og understreger, at der er plads til flere deltagere:

”Vi håber, at andre også kan have interesse i projektet. Det bygger på vores mangeårige erfaring med afsætning af danske mejeriprodukter i Mellemøsten, som er et spændende vækstmarked; ikke mindst for økologi. Kendskabet til kategorien er lille, men økologi forbindes med sundhed hos et stort og købedygtigt publikum, der interesserer sig for økologi.”

Hos Arla Foods ser Senior Vice President for Mellemøsten og Nordafrika (MENA) Kim Villadsen gode perspektiver i fremstødet:

”Vi er meget glade for Mejeriforeningens arbejde med at promovere økologiske mejeriprodukter i Mellemøsten. Arla har en lang historik i regionen, og vi ser et stort potentiale i projektet og deltager aktivt i de aktiviteter, der kommer i forbindelse med projektet.”

Samarbejde med ’store navne’ på nettet

Kampagnen har fokus på Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater, der er de største aftagere af danske mejeriprodukter i regionen. I det omfang, coronapandemien gør det muligt, vil markedsføringen foregå i dagligvarehandlen, på fødevaremesser, til events for børnefamilier og på sociale medier. Her vil især influencere og bloggere med følgerskarer i milliontal spille en vigtig rolle.

”Influenceres popularitet og betydning vokser eksplosivt i Mellemøsten. Derfor samarbejder vi med nogle af de ’store navne’, der beskæftiger sig med mad og livsstil,” siger Lars Witt Jensen.

Opfølger til succes i Kina

Kampagnen i Mellemøsten følger op på tiltaget ’Økologi i Kina 2020-2022’, der er Mejeriforeningens første initiativ for eksport af danske mejeriprodukter i nyere tid.

”Det går rigtig godt med aktiviteterne i Kina. En del af erfaringerne derfra kan vi bruge i Mellemøsten. Der er potentiale i eksport, og stadig flere danske mejerier har interesse i fjerne markeder. Fremstød på det område kan man søge om støtte til i EU-programmer. Det har vi i Mejeriforeningen benyttet os af,” forklarer Lars Witt Jensen.

80 pct. af budgettet på 30 mio. kr. for projektet i Mellemøsten er finansieret af EU, resten er selvfinansieret af de deltagende mejerier.