’Fuck! Den var go!’
Hvad sker der, når to drenge laver ostetoast med bind for øjnene eller smager på kærnemælk? Det kan man se på Instagram i videoer lavet af den populære influencer Szhirley.
11-årige Elton er ved at revne af stolthed over den toast med ost og smør, han lige har lavet.
’Fuck! Den var go’!” udbryder han om toasten.
Vel at mærke med bind for øjnene og sammen med sin fire år yngre lillebror Bille, hvis klapsammenmad mildest talt er kikset. Det udløser masser af grin i den lille video, som scenen stammer fra.
Filmen er optaget med mobilen hjemme i haven af deres mor – influenceren Szhirley – og kan ses på hendes egen, Mælk er for livet og Skolemælks Instagram-profiler. Videoen er blevet til i samarbejde med Mejeriforeningen, oplyser digital kommunikationsmedarbejder Anja Koch Rasmussen. Baggrunden for parløbet med Szhirley er, at hun har 103.000 følgere på Instagram.
”Szhirley når mange, vi ellers ikke ville være kommet i kontakt med. Desuden er en stor del af hendes følgere – som hun selv – i vores målgruppe: kvinder med børn i skolealderen,” siger Anja Koch Rasmussen.
Mere ’upolerede’ videoer
Mejeriforeningen har tidligere lanceret kampagner på de sociale medier med kendte influencere, ifølge Anja Koch Rasmussen med gode resultater. Hendes forventninger til samarbejdet med Szhirley er også store. Dels fordi den 45-årige influencer har høje seertal og dels fordi hendes videoer ofte er mere ’upolerede’ og sjove.
”Derfor kan Szhirley med et glimt i øjet placere mælk, mejeriprodukter og deres gode egenskaber i folks bevidsthed på en måde, vi i Mejeriforeningen ikke er i stand til,” forklarer Anja Koch Rasmussen.
Det kan man se i en anden Instagram-film, hvor Szhirley taler om skolemælk med sine sønner hjemme ved køkkenbordet. Her afslører hun, at hendes favorit var kærnemælk, da hun gik i skole.
”Den smagte meganice, og så var jeg ligeglad med, at de andre i klassen fandt det lidt skørt at drikke kærnemælk,” fortæller hun og byder Elton og Bille på et glas med den syrnede mælk.
”Det har jeg smagt før!” udbryder Bille, der har anlagt mælkeskæg, mens kærnemælk, ifølge Elton, smager ’fint’.
Ud over de to film hygger Szhirley og hendes to sønner sig også med at lave koldskål i en billedserie, der kan ses her.
Se toast-videoen her .