EU godkender fusionen mellem Arla, DMK og DOC
EU-Kommissionen har nu godkendt fusioen mellem Arla Foods og tyske DMK og det hollandske andelsselskab DOC.
Fusionen ventes at træde i kraft 1. juni 2026.
Fusionen blev annonceret i foråret 2025 og dengang godkendt af de to selskabers repræsentantskaber. Nu har EU godkendt fusionen, og dermed er vejen banet for at samle 11.200 mælkeproducenter. Koncernen skal videreføres under Arlas navn. Hovedkvarteret kommer også til at ligge i Viby J ved Aarhus, hvor Arla Foods i forvejen har sit hovedsæde.
Det oplyser Arla i en pressemeddelelse.
11.200 mælkeproducenter i 7 lande - 19,4 mia. kg mælk
Fusionen bygger på mange års partnerskab mellem de to andelsselskaber. Det er en sammenslutning af 11.200 mælkeproducenter i syv europæiske lande og 28.800 kolleger globalt, som vil samarbejde om at bidrage til gode madvalg og vital europæisk fødevaresikkerhed i en tid med geopolitiske og økonomiske forandringer.
Med godkendelsen af fusionen vil virksomhederne have en kombineret mælkepulje på 19,4 milliarder kg årligt og en proforma-omsætning på +20 milliarder euro – alt sammen under navnet Arla Foods.
Formændene siger:
Jan Toft Nørgaard, bestyrelsesformand for Arla Foods, siger:
"Dette er en skelsættende dag for vores andelsselskaber, for næste generation af mælkeproducenter og for europæisk fødevareproduktion. Sammen kan vi sikre den nødvendige skala, langsigtede økonomiske robusthed og investeringskapacitet, der kræves for at bidrage til en stærk fødevaresektor. Vores kooperativer har forenet landmænd i generationer, og samarbejde på tværs af grænser har aldrig været vigtigere end nu."
Heinz Korte, bestyrelsesformand for DMK Group, siger:
"Vi, landmændene, ser frem til at slå os sammen. Den stærke opbakning til fusionen fra landmændene ved afstemningerne i juni 2025 afspejler vores engagement i at stå sammen på tværs af grænser, drevet af vores fælles værdier og en klar vision for mejeribranchens fremtid. Vi bygger et af de største landmandsfællesskaber i Europa, og fra vores lokale rødder kan vi styrke vores globale rækkevidde og yderligere øge værdien af vores mælk."
Direktørerne siger:
De to virksomheder har i en årrække arbejdet tæt sammen, og er derfor et naturligt strategisk match. Peder Tuborgh, administrerende direktør for Arla Foods, siger:
"Sammen skaber vi en af Europas bedste mejerivirksomheder, der er rustet til fremtiden. Vi vil være en af de mest betroede partnere, når det gælder om at sikre den europæiske fødevareproduktion og i udbredelsen af landbrugsmetoder, der reducerer påvirkning på klima og natur. I en verden med en voksende befolkning spiller mejeriprodukter en helt central rolle, og ved at samle vores mælk, brands, produktionsnetværk og kompetencer, står vi stærkere end nogensinde i forhold til at indfri netop det løfte.”
Ingo Müller, administrerende direktør for DMK Group, siger:
"Fusionen vil styrke vores teknologiske forspring, accelerere innovation og åbne nye muligheder for vækst og samarbejde, drevet af vores fælles brands, dybe kategoriekspertise og de komplementære styrker fra DMK og Arla. Med en samarbejdskultur og en styrket position på vores markeder vil vi i endnu højere grad være en støttepille i at sikre en stabil fødevareforsyning til befolkningen i Europa og globalt."
Fakta
Arla Foods: Omsætning: 15,1 milliarder EUR Ejere: 7.300 Kolleger: 22.000 Mælkevolumen: 14,3 milliarder kg
DMK Group: Omsætning: 5,3 milliarder EUR Ejere: 3.900 Kolleger: 6.800 Mælkevolumen: 5,1 milliarder kg
