01. januar 2016

Endrup Andelsmejeri skal måske sælges

Der forhandles med både danske investorer og en international mejerikoncern om samarbejde eller måske overtagelse af mejeriet.

Danmarks ældste fungerende andelsmejeri, Endrup Andelsmejeri, skal udvides og måske sælges. Det skriver JydskeVestkysten i dag. Ifølge dagbladet er det en konsekvens af, at mejeriet kom ud af 2016 med et større underskud og efterfølgende fyrede direktøren gennem otte år, Carsten Frandsen.

”Vi er lige nu i nogle meget positive forhandlinger med både danske investorer og med en global mejerivirksomhed, og de forhandlinger skal vi meget gerne have afsluttet inden sommerferien. Det kan indebære et salg af mejeriet – eller et samarbejde, og det har vi fuld opbakning til fra mejeriets 12 andelshavere,” siger mejeriets konstituerede direktør Michael Zøhner, som desuden er næstformand i mejeriets bestyrelse. Han understreger, at det er en udenlandsk mejerikoncern, der er inde i billedet.

Nødvendige investeringer

Bestyrelsesformand for Endrup Andelsmejeri, Karsten Pedersen, siger til JydskeVestkysten, at der er behov for en række større investeringer. Det skyldes en ny strategi, der indebærer, at mejeriet i fremtiden vil satse på at producere Lurpak-smør og efterfølgende skære ned på osteproduktionen.

”Vi taler om investeringer i størrelsesordenen 15 mio. kr. Investeringerne nødvendiggøres af, at der er behov for en udvidelse af mejeriet med en ny bygning, der skal rumme den kommende smørproduktion,” forklarer han.