20. september 2021

”Det er dejligt at møde en engageret landmand”

200 gæster blev kloge på køer og moderne mælkeproduktion, da de i løbet af søndagen blev vist rundt på Døstrup Nørregaard til Åbent Landbrug.

”Det er dejligt at komme ud og se, at dyrene har det godt og at møde en engageret landmand, som helt tydeligt er stolt af sin gård og sit arbejde.”

Sådan lød det fra Trine, som søndag eftermiddag havde taget sin datter Tilde og kammeraterne Bjørn og Pil med til en rundvisning på Døstrup Nørregaard nord for Hobro. Gården var et af de 78 landbrug, der var værter ved Åbent Landbrug, og i løbet af søndagen lagde omkring 200 gæster vejen forbi. På gården kunne de hilse på 270 jerseykøer og 50 småkalve, mens gårdens ejere Lars og Dorthe Hansen viste rundt og fortalte om køerne og arbejdet på gården.

”Når man ikke selv kommer fra landet, kan man kun have en forestilling om, hvordan det er på en gård. Så er det rart at komme ud og se det i virkeligheden, og det kan jeg da virkelig anbefale andre at gøre,” sagde Trine.

Imponerende tal

I år kunne værterne – som noget nyt – vælge at lave rundvisninger for mindre grupper i stedet for at holde åben gård på traditionel vis, og det havde ejerne af slægtsgården Døstrup Nørregaard gjort.

”Det er lidt lettere at arrangere, når man på forhånd ved, hvor mange gæster der dukker op,” konstaterede Lars Hansen. (artiklen fortsætter under billedet)


Kalvene var sikkert meget søde, men måske også lidt farlige.

Under rundturen blev gæsterne blandt andet klogere på malkning, opdræt af kalve, køernes foder og hvordan en computer i koens halsbånd kan fortælle om koens sundhed. Antallet af køer og mængderne af foder var nogle af de forhold, der imponerede Anne Marie, som var en af gæsterne.

Jeg er selv vokset op på en gård i 1990’erne. Dengang havde vi godt 20 køer af forskellige racer, så det er både sjovt og imponerende at se, hvordan en gård med malkekvæg ser ud i dag. Men det er lidt trist, at gårdene skal være så store for at kunne løbe rundt.”

Efter rundvisningen kunne gæsterne få en bolle og en kop kaffe eller kakaomælk i laden, hvor der også var klappe-kalve og halmballer. Det vakte glæde hos de yngste deltagere.

”Det bedste var at ae kalvene og kravle i halmballer og så få noget at spise,” var Tilde, Bjørn og Pil enige om.

En god oplevelse

Lars og Dorthe Hansen er vant til at have besøg af forskellige gæster på gården, fra skoleelever til faglige besøg, men det var første gang, de var værter ved Åbent Landbrug. Da de sidste gæster kørte fra gården ved 16-tiden, kunne Lars Hansen se tilbage på en god dag.

”Forhåbentlig har gæsterne også haft en god oplevelse – vi har i hvert fald kun fået positive kommentarer, og vi er bestemt ikke afvisende over for at være værter ved Åbent Landbrug igen. Vi vil jo gerne vise gården frem, så vi kan bidrage til, at landbruget har et godt image, men vi skal også selv have det godt med det,” konstaterede han.

Åbent Landbrug tiltrak knap 55.000 gæster, som i løbet af søndagen besøgte landmænd og landbrugsvirksomheder over hele landet.


Wow – den er stor! Traktorer og andre maskiner virkede som en magnet på
især drenge i alle aldre.