10. maj 2023

Branchetræf med fokus på klima, mejerifortælling og netværk

Den nye udgave af Mejeribrugets Dag byder på faglige indlæg om klima, samtale med Poul Johannes Pedersen om et langt liv i mejeribranchen og fejring af World Milk Day.

Efter at kredsudstillingen og den traditionelle udgave Mejeribrugets Dag i starten af året blev sat på pause, har Mejeriforeningen og samarbejdspartnere arbejdet på at stable en ny version af Mejeribrugets Dag (uden kredsudstilling) på benene. Nu er programmet klar. Det bliver en blanding af korte, faglige indlæg, en personlig beretning og masser af muligheder for at netværke med kolleger og andre i branchen.

Arrangementet afvikles i MCH Messecenter Herning, torsdag den 1. juni fra kl. 13 til 18 (evt. med frokost fra kl. 11:45 til 12:45 mod betaling).

Fagligt og fornøjeligt

Temaet for de faglige indlæg er klima og mejeri. Gennem tre korte indlæg bliver tilhørerne præsenteret for de udfordringer og løsninger, mejeribranchen og mælkeproducenterne står over for på klimafronten.

Indlæggene rundes af med et lidt længere og mere underholdende indslag fra scenen. En af mejeribranchens markante personligheder, adm. direktør Poul J. Pedersen træder i år tilbage fra topposten på Thise Mejeri. I den anledning vil presserådgiver og skuespiller Anne-Sofie Espersen interviewe ham på scenen om et langt liv i mejeribruget.

Samler mejeribranchen

Traditionen tro bliver arrangementet indledt og afsluttet med serveringer af diverse forfriskninger – og dermed mulighed for at deltagerne kan få sig en snak med kolleger, samarbejdspartnere, gamle bekendtskaber m.m. Den 1. juni er samtidig World Milk Day, hvilket i løbet af eftermiddagen vil blive markeret med en række indslag. 

”Jeg synes, at det er lykkedes at sammensætte et program, som mejerifolket kan samles om. En god blanding af faglige præsentationer, underholdende indslag og tid til at mødes over en bid brød, lidt ost og masser af snak. Noget, der gør os alle sammen lidt klogere, inspirerer og samtidig styrker det unikke fællesskab, vi har på tværs af selskaber og andre aktører i branchen. Jeg håber, at rigtig mange vil afsætte eftermiddagen den 1. juni til at komme et smut til Herning,” lyder det fra arrangementets tovholder, chefkonsulent Lars Johannes Nielsen, Landbrug & Fødevarer/mejeri.

Gratis tilmelding på hjemmesiden for Mejeribrugets Dag vis dette link

 

Program. Mejeribrugets Dag, 1. juni 2023 i MCH Messecenter Herning, auditoriet ved Indgang Vest.

Kl. 11:45 – 12:45 Frokost. Fem lette og kolde anretninger med brød, smør, øl eller vand. (Pris: 199 kr.)

Kl. 13:00 – 14:00: Kaffe, the og kage serveres fra buffet uden for auditoriet. I anledning af World Milk Day vil der også være en mælkebar med diverse smagsprøver på den hvide drik.

Kl. 14:00 – 16:00: Indlæg og underholdning i auditoriet.

De tre første indlæg handler om mejeribrugets klimaaftryk. Hvor kommer drivhusgasserne fra og hvad kan mejerierne gøre for at sænke aftrykket?

  • Henrik Damholt Jørgensen, adm. direktør i Mejeriforeningen, giver en kort update på hvad Mejeriforeningen og mejeribruget gør på området.
  • Jan Dalsgaard Johannesen, som arbejder med klima- og bæredygtighed i Arla, giver et indblik i, hvor meget de enkelte led i produktionen af mejeriprodukter fylder i forhold til udledning af drivhusgasser, og hvad der kan gøres ved det.
  • Professor Mette Olaf Nielsen, Institut for Husdyr og Veterinærvidenskab ved Aarhus Universitet, giver en status for forskningen i klimatiltag, der kan gøre klimaaftrykket fra den rå mælk mindre.
  • Begivenhederne i auditoriet rundes af med et indslag om og med Poul J. Pedersen, som senere i år træder tilbage fra posten som adm. direktør for Thise Mejeri. I den anledning bliver han interviewet på scenen om et langt og spændende liv i mejeribranchen. Det kommer til at handle om økologi, innovation, forbrugere og meget andet – og bliver helt sikkert en både munter og tankevækkende oplevelse.
  • 16:00-18:00 Netværk med ostebord med brød, kiks, smør og andet tilbehør. Dertil endnu en markering af World Milk Day.

Mejeribrugets Dag arrangeres i et samarbejde mellem Mejeriforeningen, Mælkeritidende, Kold College, Dansk Mejeriingeniørforening, Foreningen Mejeriledere og Funktionærer, Danmarks Mejeritekniske Selskab, Foreningen Danmarks Privatmejerier, Kredsudstillingen.