22. december 2021
Af: PRESSEMEDDELELSE

Årsresultat vækker tilfredshed hos Naturmælk

Selv om omsætningen i regnskabsåret 2020-21 gik tilbage i forhold til året før, har mejerierne Naturmælk og Øllingegaard opnået et overskud, der betegnes som ’et af selskabets bedste i nyere tid’.

Corona var den primære årsag til, at Naturmælk og Øllingegaard i regnskabsåret 2020-21 måtte notere et fald i omsætningen på 19 mio. kr. i forhold til året før. Til gengæld blev resultatet på 5,5 mio. kr. – det næsthøjeste i de seneste fem regnskabsår, og samtidig blev der plads til en højere afregning til andelshaverne for deres mælk.

Det samlede årsregnskab for de to økologiske mejerier er i dag blevet offentliggjort. Regnskabet, der løber fra 1. oktober 2020 til 30. september 2021, viser, at omsætningen landede på 370 mio. kr., og trods tilbagegangen er direktør Leif Friis Jørgensen godt tilfreds, fremgår det af en pressemeddelelse fra selskabet.

 ”Kantine- og restaurationserhvervets udfordringer pga. corona gjorde det desværre umuligt for os at opnå den omsætningsfremgang i 2021, som vi havde håbet på,” forklarer han.

”Men vi er stolte over, at det alligevel lykkedes at lande et af selskabets bedste overskud i nyere tid – samtidig med at mejeriets andelshavere fik en højere pris for deres mælk end året før. Der var også ressourcer til at fortsætte vores skærpede fokus på bæredygtighed, herunder klimaindsatsen, med flere nye tiltag. Samlet set må det efter omstændighederne siges at være et tilfredsstillende resultat.”

Ifølge Leif Friis Jørgensen skal overskuddet bruges til at konsolidere virksomheden og dens mange bæredygtighedsinitiativer, samt til at lancere en række spændende produkter i 2022, som mejerierne vil kunne producere efter omfattende ombygninger på både Naturmælk og Øllingegaard; de nye faciliteter forventes at kunne tages i brug i begyndelsen af det nye år.