08. juni 2026

Årets BGB-vindere hædret i Silkeborg

Jernved Mejeri, Uhrenholt Grøndal Mejeri, Arla Nr. Vium Mejeri, Mammen Drøsbro Mejeri fik i forgangne uge overrakt de eftertragtede kvalitets-diplomer, da Producentforeningen af Danske BGB- og BOB-Oste afholdt årsmøde i Silkeborg.

Ikke færre end 54 mejerifolk var mødt op, da Producentforeningen af Danske BGB- og BOB-Oste onsdag den 3. juni afviklede sit årsmøde på hotel Gl. Skovridergaard i Silkeborg. Dagens program blev indledt med et virksomhedsbesøg på Them Andelsmejeri, som ud over rundvisning på bød på et ganske overdådigt ’ostetapas-bord’.


Ostebord på Them Andelsmejeri.

Selve årsmødet med hyldest af årets vindere blev styret af producentforeningens formand, mejeridirektør Per Olesen fra Bornholms Andelsmejeri.

11 mejerier dyster på kvalitet

Som det vil være nogle læsere bekendt, er der 11 mejerier i Danmark, som producerer de fire ostetyper i Danmark, som har fået tildelt EU’s BGB-mærke (Beskyttet Geografisk Betegnelse): Danbo, Danablu, Esrom og Havarti. For at fastholde kvalitet og status bliver ostene løbende underkastet en kvalitetsbedømmelse af fagdommere fra mejerierne – og en gang om året hyldes producenterne bag de oste, der har opnået de højeste karakterer i de samlede bedømmelser i det forgangne år. Alle vindere får en award og et diplom, mens Danablu-vinderen dertil modtager den traditionsrige – og eftertragtede - Danablu-vandrepokal. 

Årets BGB-vindere er:
Danbo: Jernved Mejeri
Havarti: Uhrenholt Grøndal Mejeri
Danablu: Mammen Drøsbro Mejeri
Esrom: Arla Nr. Vium Mejeri

Det er efter alt at dømme første gang, at Jernved Mejeri har vundet, mens det for Uhrenholt Grøndal Mejeris vedkommende er femte gang i træk, at mejeriets repræsentanter kan tage hjem fra årsmødet med et BGB-diplom.

Fotos af vinderne. Formand Per Olesen yderst til venstre på alle billeder


Danablu. Drøsbro Mejeri: Martin Jensen, Kasper Rossen, Steen Poulsen 


Esrom. Arla Nr. Vium Mejeri: Mie Molkjær, John Søndergaard

 
Havarti. Uhrenholt Grøndal: Grietje Weitkamp, Pernille Lindhart, Gisle Nordlund
 


Danbo. Jernved Mejeri: Morten Jensen, Martin Hulgaard