11. september 2019

Åbent Landbrug sætter klimaet i højsædet

Landmænd på 62 gårde, heraf 31 mælkeproducenter, fortæller om deres arbejde med at mindske klimaaftrykket til Åbent Landbrug søndag den 15. september kl. 10-16.

Formindsket udslip af metan pr. kg mælk gennem avl af højtydende malkekøer. Genbrug af varmt overskudsvand fra køleanlæg til opvarmning af stalde og stuehus. Forsuring af gylle, som gør landmanden selvforsynende med kvælstof til marken.

”I landbruget tager vi klimaet alvorligt. Det kan vi vise forbrugerne til Åbent Landbrug. Ved at invitere folk ud at se hvad vi laver på vores bedrifter, kan vi give dem en god oplevelse, gøre op med en masse myter og fordomme samt bygge bro mellem land og by,” forklarer Laust Bendix, mælkeproducent med 370 jerseykøer på Højlund Agro.

Bedriften er en af de 62 gårde – hvoraf 31 er leverandører af mælk til hhv. Arla, Them Andelsmejeri og Mammen Mejerierne – som landet over indbyder til besøg på marken og i staldene til Åbent Landbrug.