01. marts 2023

25 år som ejere af Aabybro Mejeri


”Summen af bøvl har været konstant – men kedeligt har det ikke været”, siger Niels Henrik Lindhardt (NH), som sammen med hustruen Alice i dag, onsdag 1. marts kan fejre 25 år som ejere af Aabybro Mejeri.

Der er 25-års jubilæum i år (1. marts) på Aabybro Mejeri, som Alice og NH Lindhardt overtog i 1998 efter NHs far, Anker Lindhardt. Anker Lindhardt købte mejeriet, der er grundlagt i 1888, i 1968.

I en pressemeddelelse i anledning af jubilæet ridser familien historien op.

”NH’s far, Anker Lindhart, købte det dengang mere eller mindre faldefærdige mejeri, men med flid, hårdt arbejde og stor hjælp fra hustruen, Ingeborg, lykkedes det familien at etablere en god og sund forretning, bygget på det gode mejerihåndværk og gode råvarer. Dengang var det traditionel mejeridrift, hvor bl.a. smør var et væsentligt produkt og en rigtig stor del af den daværende produktion.”

Lanceringen af Kærgården i Danmark i 1990 blev startskuddet til at familien Lindhardt tænkte i nye muligheder. NH havde fået indgående kendskab til is-produktion gennem et tidligere ophold på Island og blev hentet hjem fra Branderup Mejeri for at forestå udviklingen af Ryå Is.

Is og desserter

Beslutningen om at ændre fokus fra mælk og især smør, til is og dessertproduktion har med familiens egne ord vist sig at være det rigtige for mejeriet, som har fået salget til at vokse støt og roligt.
At Ryå isen er et kvalitetsprodukt, vidner adskillige priser om, fra f.eks. International Food Contest, hvilket de mange diplomer på væggen i mejeriudsalget i Aabybro vidner om.

I dag produceres der hovedsageligt is på mejeriet, men det er lykkedes at fastholde en mindre produktion af gammeldags kærnet smør, som også har høstet anerkendelse og anvendes på flere Michelin restauranter og af flere af Danmarks og verdens bedste kokke.

”Det er klart, der er sket meget, siden Anker Lindhardt i 1968 proppede familien i sin røde NSU Prinz og kørte til Aabybro Mejeri, hvor der hverken var indlagt varmt vand eller komfur i køkkenet, men dog et lokum i gården. Familien Lindhardts jernvilje, nogen vil måske også sige stædighed, har også medvirket til, at selv i vanskelige tider har man formået at omstille sig og tilpasse sig nye behov hos forbrugerne.”

3. generation er klar

Nu har Alice og NH Lindhardt været ejere af Aabybro Mejeri i 25 år.
”Og der er stadig glød i stemmen, når snakken falder på fremtiden for mejeriet, ” fastslås det i pressemeddelelsen.

Således er sønnen Niels Jørgen også blevet en del af virksomheden og klar til at videre føre mejeriet som 3. generation.

NH har, sammen med Alice, bygget en mejeriets forretning om efter reglen om at:
”Vi skal have det sjovt, og vi skal tjene penge, men vi skal ikke have det så sjovt, at vi ikke tjener penge
OG vi skal ikke tjene så meget at vi ikke har det sjovt”.

Og om de seneste 25 år siger NH at:

”Summen af bøvl har været konstant – men kedeligt har det ikke været”.