Sammen om en ansvarlig fremtid i Europa
Mad der vækker minder – og mætter
I Albertslund Kommune er maden mere end næring. Det er en nøgle til livskvalitet, genkendelse og omsorg. På Albertshøj Plejecenter arbejder kostansvarlige medarbejdere tæt sammen med plejepersonalet for at sikre, at ældre borgere får måltider, der både stimulerer appetitten og tager hensyn til sundhed, traditioner og bæredygtighed.
Når Maria Mejer Nielsen, klinisk diætist i Albertslund Kommune, taler om mad, handler det ikke kun om kalorier og protein – men også om duft, samtaler og traditioner. Siden 2016 har hun arbejdet med ernæring på kommunens plejecentre, og hun ser dagligt, hvor meget mad betyder for livskvaliteten hos ældre og sårbare borgere.
"Maden er dagens højdepunkt. Når der dufter af frikadeller eller hjemmebag, så vækker det minder og appetit” siger Maria Mejer Nielsen.
Kostansvarlige er en central faglig ressource
Albertslund Kommune har valgt at styrke den lokale ernæringsindsats ved at ansætte kostansvarlige medarbejdere. I dag har plejecentret Albertshøj kostansvarlige tilknyttet – og deres betydning er tydelig. De kostansvarlige medarbejdere arbejder på tværs af 11 afdelinger og en rehabiliteringsenhed og har ansvar for indkøb, mellemmåltider og tilpasning til særlige kostbehov.
De kostansvarlige har typisk en baggrund indenfor ernæringsområdet som fx ernæringsassistenter eller smørrebrødsjomfruer Hver 14. dag mødes de kostfaglige med Maria Mejer Nielsen og lederne fra afdelingerne. På møderne drøftes alt fra dysfagi og specialkost til julemenuer og konsistenstilpasning.
"Vi er nødt til at tale samme sprog. Samarbejdet med plejepersonalet er afgørende, især når en borger har særlige behov," forklarer Maria Mejer Nielsen.
Duften af tradition – og fællesskab
Maden leveres fra et eksternt køkken, men opvarmning og mellemmåltider foregår lokalt. Derfor er det afgørende, at maden dufter godt og er genkendelig. Der fejres mærkedage som kartoflens dag og pandekagedag – og traditioner som jordbær med fløde eller kongelig fødselsdagslagkage bruges aktivt til at vække minder og stimulere appetitten.
"Selvom man er dement, kan duften af rabarber eller risengrød skabe gensynsglæde," siger Maria Mejer Nielsen.
Balance mellem ernæring, klima og ressourcer
På plejecentret Albertshøj arbejder de også med grønne hensyn og madspild. Vegetabilske proteinkilder afprøves, men det kræver både mod og sprog:
"Hvis vi siger ’vegetarfrikadeller’, er det noget andet end ’lækre linsedeller’. Måden maden omtales på, gør en forskel," siger Maria Mejer Nielsen.
Madspild bekæmpes med kreativitet – tomatsovs bliver til tomatsuppe, overskydende mælk til risengrød. Men det kræver faglighed at tænke i de baner – og den mangler, hvor der ikke er kostansvarlige.
"På plejehjem uden kostansvarlige gør personalet deres bedste – men de savner sparring og viden. Det er svært at imødekomme komplekse diæter uden faglig baggrund," forklarer Maria Mejer Nielsen, der er den eneste diætist i kommunen.
Mad som behandlingsredskab
På rehabiliteringsafdelingen spiller mad en aktiv rolle i behandlingsforløb. Kaffevognen ruller hver eftermiddag – og mellemmåltiderne er ikke blot ekstra kalorier, men vigtige støttepunkter i dagen.
"Vi tager ikke altid nej for et nej. En velduftende kage kan få selv en småtspisende borger til at tage et par bidder. Det gør en forskel," siger Maria Mejer Nielsen.
Der findes endnu ikke systematisk monitorering af ernæringsindsatsen, men forskellen kan mærkes i hverdagen. Størstedelen af borgerne tager på efter indflytning, og det illustrerer, hvad mad, måltider og selskab kan gøre for den enkelte.
"Når maden vækker minder, vækker den også appetit – og lysten til livet," afslutter Maria Mejer Nielsen.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
I Mejeriforeningen har vi lavet et nyhedsbrev, der undersøger emner, der befinder sig i snitfladen mellem fødevarer, bæredygtighed og sundhed. Nyhedsbrevet udkommer digitalt, fire gange årligt. Synes du det lyder interessant? Så kan du tilmelde dig nyhedsbrevet her.
Finansieret af Den Europæiske Union. De synspunkter og holdninger, der kommer til udtryk her, er udelukkende afsenderens/afsendernes og er ikke udtryk for Den Europæiske Unions eller Det Europæiske Forvaltningsorgans for Forskning (REA)’s officielle holdning. Hverken Den Europæiske Union eller den tildelende myndighed kan holdes ansvarlige herfor. For vejledning om afbalanceret sund kost se venligst: HTTPS://FOEDEVARESTYRELSEN.DK/KOST-OG-FOEDEVARER/ALT-OM-MAD/DE-OFFICIELLE-KOSTRAAD/KOSTRAAD-TIL-DIG