25. august 2026

Kom til konference på Christiansborg: Hvordan sikrer vi god ernæring og livskvalitet til ældre i ernæringsrisiko

Vi bliver flere og flere ældre, og andelen af ældre med kronisk sygdom stiger. Det betyder også, at flere ældre er i ernæringsrisiko. For nogle handler det om underernæring og utilsigtet vægttab, mens andre ikke får dækket deres behov for protein, vitaminer og mineraler. Ernæringsrisiko har store menneskelige og samfundsøkonomiske konsekvenser, og målrettede ernæringsindsatser forventes at kunne spare sundhedsvæsenet for markante milliardbeløb frem mod 2035. (Se link i bunden af siden)

Samtidig har politikerne opstillet mål for, hvor meget de offentlige køkkener skal reducere deres udledning af CO2. Udfordringen: Hvordan gør vi de ældres måltider mere grønne samtidig med, at vi ikke går på kompromis med ernæringsværdien? Og hvilke løsninger skal stå øverst på dagsordenen? Det sætter Mejeriforeningen til debat, når vi inviterer til konference på Christiansborg den 28. oktober.

Hvor galt står det til?

Konferencen begynder med at give en status på, hvordan det står til med ernæring til ældre i risiko for underernæring. Herefter gør Rikke Hamfeldt fra Ældre Sagen os klogere på de ældres egne perspektiver – for ernæring handler om meget mere end mad. Det handler om selve måltidet. Og om at ernæringsrigtige måltider er et centralt element i en værdig ældrepleje.

Fra gode eksempler til politisk handling

Vi skal høre konkrete eksempler på, hvordan ernæring og grøn omstilling går hånd i hånd. Marianne Lange fra Herlev og Gentofte Hospital fortæller blandt andet om, hvordan hospitalskøkkenet arbejder med måltider, der har et lavere klimaaftryk og samtidig lever op til patienternes ernæringsbehov. Vi får besøg af et plejehjemskøkken, hvor vi skal høre konkrete eksempler på, hvordan bæredygtighed og ernæring tænkes sammen i ældreplejen. Derefter skal vi diskutere, hvordan de gode eksempler bliver udbredt til resten af landet.

Dagen rundes af med en politisk debat med flere temaer: Hvad er de vigtigste udfordringer for ældre i ernæringsrisiko? Og hvordan løser vi dem? Skal der sættes politiske mål for ældres ernæring – ligesom der flere steder er sat forskellige mål for klimaaftryk i de offentlige køkkener? Og hvordan rykker vi fra politisk ambition til virkelighed? Ordførere fra Folketinget, en sundhedsborgmester, en regionspolitiker og faglige organisationer mødes til en debat, der forhåbentlig peger fremad.

Praktisk information

Konferencen finder sted onsdag den 28. oktober 2026 kl. 13.00-16.30 i Fællessalen på Christiansborg.

Tilmelding sker ved at sende en mail til emilie@decisions.dk. Da der er et begrænset antal pladser, er tilmelding nødvendig.

Vi ser frem til at byde dig velkommen til en eftermiddag med fokus på, hvordan vi sikrer god ernæring og livskvalitet for ældre i ernæringsrisiko.


Link til Rapport om Samfundsøkonomiske af underernæring i Danmark

Finansieret af Den Europæiske Union. De synspunkter og holdninger, der kommer til udtryk her, er udelukkende afsenderens/afsendernes og er ikke udtryk for Den Europæiske Unions eller Det Europæiske Forvaltningsorgans for Forskning (REA)’s officielle holdning. Hverken Den Europæiske Union eller den tildelende myndighed kan holdes ansvarlige herfor. For vejledning om afbalanceret sund kost se venligst: https://altomkost.dk/raad-og-anbefalinger/de-officielle-kostraad-godt-for-sundhed-og-klima/