Kom med Mejeriforeningen til Madens Folkemøde!

Igen i år åbnes dørene til Madens Folkemøde i de flotte omgivelser på Engestofte Gods på Lolland. Den 31. maj og 1. juni 2024 mødes 10.000 gæster inklusive politikere, forskere, virksomheder og organisationer - alle sammen nysgerrige efter at udforske og diskutere danskernes madkultur og fødevaresystemer. 

I år deltager Mejeriforeningen på Madens Folkemøde med en debat, der sætter fokus på, at fremtidens bæredygtige måltider ikke må misse den vigtige opgave også at tage hensyn til danskernes sundhed.

For når vi bytter velkendte retter ud med grønne alternativer, kan det få nogle uventede konsekvenser. Én af dem er risikoen for, at vi kommer til at mangle vigtige vitaminer og mineraler – og det er især en udfordring for ældre, syge og sårbare grupper. 

Derfor inviterer Mejeriforeningen til debat for at blive klogere på, hvordan vi sikrer, at samfundets sårbare grupper får den nødvendige ernæring og bevarer lysten til at spise? Kan mejeriprodukter måske være broen mellem klima og sundhed? Det er blot nogle af de spørgsmål, som et kompetent panel af førende eksperter indenfor fødevarer og sundhed vil tage fat på.

Til debatten kan du blandt andet møde Ghita Parry, formand for Kost og Ernæringsforbundet. Ghita vil blandt andet dele sin ekspertise om vigtigheden af den rigtige ernæring for sårbare og ældre, og så vil Martin Brandt, driftsdirektør i Compass Group Danmark, give indblik i, hvordan Compass Group balancerer bæredygtighed og sundhed i deres kantiner, hvor over 100.000 danskere dagligt spiser. Endelig vil Merete Myrup, Ernæringschef i Mejeriforeningen stille skarpt på, hvilken rolle mejeriprodukter kan spille i fremtidens grønne måltider. 

Debatten finder sted på Sundhedsscenen fredag den 31. maj fra kl. 11-11.45. Tilmelding er ikke nødvendig. Du kan læse mere om eventet på Folkemødets hjemmeside her

 

Mejeriforeningen er desuden med i flere andre debatter om betydningen af skolemad for børns sundhed, læring og trivsel både på Madens Folkemøde og ved Ungdommens Madmøde.

Finansieret af Den Europæiske Union. De synspunkter og holdninger, der kommer til udtryk her, er udelukkende afsenderens/afsendernes og er ikke udtryk for Den Europæiske Unions eller Det Europæiske Forvaltningsorgans for Forskning (REA)’s officielle holdning. Hverken Den Europæiske Union eller den tildelende myndighed kan holdes ansvarlige herfor. For vejledning om afbalanceret sund kost se venligst: HTTPS://FOEDEVARESTYRELSEN.DK/KOST-OG-FOEDEVARER/ALT-OM-MAD/DE-OFFICIELLE-KOSTRAAD/KOSTRAAD-TIL-DIG