Kan bæredygtige hensyn påvirke vores sundhed?

De seneste år har der været et øget globalt fokus på at spise mere klimavenligt og skære ned på fødevarer med større klimapåvirkning. Herhjemme integrerede Fødevarestyrelsen i 2021 for første gang klimahensyn i de officielle kostråd. Men det skærpede fokus har muligvis overskygget essentielle aspekter af vores sundhed, viser ny forskning.

Mangel på mikronæringsstoffer kan blive en europæisk udfordring

I europæiske lande som Danmark, er vi sjældent vant til at tale om mangeltilstande. Nu peger ny forskning dog på, at mangel på mikronæringsstoffer kan blive en potentiel udfordring, selv i lande med god økonomi og fødevareforsyning.

I en nylig undersøgelse fra Holland, undersøgte forskere indtaget af mikronæringsstoffer gennem kosten, der til forskel for makronæringsstoffer som fedt og protein, består af vitaminer og mineraler. Her konstaterede forskerne, at en stor del af den hollandske befolkning havde et utilstrækkeligt indtag af mikronæringsstoffer som calcium, jern, B12 og A-vitamin uanset kostvaner. Faktisk lå hele halvtreds procent af befolkningen for lavt i forhold til det estimerede gennemsnitskrav for calcium, jern og folsyre, der hører til gruppen af B-vitaminer.

Undersøgelsen peger altså på, at den hollandske befolkning generelt mangler vigtige mikronæringsstoffer, og det kan muligvis blive en endnu større udfordring, når vi overvejer at justere kosten ved helt at fjerne visse fødevarer ud fra et klimahensyn.­

Balancen skal tilbage – både i kost og debat

Hvor den hollandske undersøgelse ikke skævede til kostvaner, gik forskerne i en stor litteraturgennemgang anderledes til værks. Her gennemgik forskerne studier, der fokuserede på indtaget af næringsstoffer, når kosten var justeret af hensyn til klimaet. Konklusionen var, at mens klimavenlige kostændringer sandsynligvis også beskytter mod ikke-smitsomme sygdomme, er deres negative virkning på indtaget af mikronæringsstoffer bekymrende

Eksempelvis fremhæver forskerne, at den såkaldte EAT-Lancet kost, der i høj grad begrænser processerede fødevarer og fødevarer fra animalske kilder, ikke kan imødekomme behovet for næringsstoffer som vitamin B12, calcium, jern og zink. Samtidig fandt forskerne, at studier, hvor man reducerede mejeriprodukter i børn og unges kost, viste en højere forekomst af utilstrækkeligt indtag af calcium og D-vitamin.

Det er blandt andet et problem, fordi indtaget af calcium som barn og ung er helt afgørende for knoglesundheden senere i livet. Derfor kan der være en reel risiko for mangel på afgørende næringsstoffer, hvis vi helt fjerner fødevarer som mejeriprodukter fra børn og unges måltider.

Løsningen, som forskerne peger på, er en mere balanceret tilgang til kosten. Der skal i højere grad være fokus på at dosere snarere end begrænse indtaget af animalske fødevarer, hvis vi vil sikre et tilstrækkeligt indtag af essentielle vitaminer og mineraler.

Noget tyder på, at vi først nu er ved at opdage, hvilke udfordringer udelukkelsen af hele fødevaregrupper kan medføre for folkesundheden. Og det understreger et behov for, at vi begynder at tænke bæredygtighed hele vejen rundt, så det omfavner både planetens og vores egen sundhed.

Finansieret af Den Europæiske Union. De synspunkter og holdninger, der kommer til udtryk her, er udelukkende afsenderens/afsendernes og er ikke udtryk for Den Europæiske Unions eller Det Europæiske Forvaltningsorgans for Forskning (REA)’s officielle holdning. Hverken Den Europæiske Union eller den tildelende myndighed kan holdes ansvarlige herfor. For vejledning om afbalanceret sund kost se venligst: https://foedevarestyrelsen.dk/kost-og-foedevarer/alt-om-mad/de-officielle-kostraad/kostraad-til-dig