Hvor kommer køernes foder fra?

Danske malkekøer spiser primært foder dyrket på den gård hvor dyrene lever. En mindre del kommer fra andre gårde i Danmark og gårde i EU, mens kun en mindre del dyrkes i lande udenfor EU.

Når man taler om bæredygtigheden af danske fødevarer, er det primære fokus ofte på fødevarernes klimaaftryk og på deres ernæringsmæssige værdi. Andre parametre som f.eks. økonomi, kulturelle forhold, vandforbrug og biodiversitet fylder indtil videre ikke så meget.

I forhold til animalske fødevarer har diskussionen om dyrenes foder optaget mange. Både fordi dyrkningen af foderet optager en del landbrugsareal i Danmark, men også fordi nogle har udtrykt bekymring for om dyrkningen af foder optager arealer i udviklingslande.

En opgørelse over hvad danske malkekøer spiser, viser at langt det meste foder (67%) dyrkes på den gård hvor køerne bor. Andre 14% dyrkes på andre gårde i Danmark, mens 12% dyrkes på gårde i EU. Dette betyder at 93% af malkekøernes foder dyrkes indenfor EU’s grænser, og alene 7% af malkekøernes foder dyrkes udenfor EU.1

De foder-elementer der dyrkes hjemme på gården, er primært grovfoder, korn, hestebønner, ærter og lupiner, hvor de sidste 3 er vigtige protein-kilder. Elementer der dyrkes på andre gårde i Danmark, er f.eks. korn, rapskager (rest fra produktion af rapsolie) og kartoffelpulp (rest fra produktion af kartoffelprodukter). Foder-elementer fra EU er f.eks. raps, majs og kornbærme (rest fra produktion af biobrændstof). Fra lande udenfor EU er det f.eks. melasse og solsikkekager (rest fra produktion af solsikkeolie).

1: Mogensen et al. (2018): DCArapport116.pdf

 

 

Finansieret af Den Europæiske Union. De synspunkter og holdninger, der kommer til udtryk her, er udelukkende afsenderens/afsendernes og er ikke udtryk for Den Europæiske Unions eller Det Europæiske Forvaltningsorgans for Forskning (REA)’s officielle holdning. Hverken Den Europæiske Union eller den tildelende myndighed kan holdes ansvarlige herfor. For vejledning om afbalanceret sund kost se venligst: HTTPS://FOEDEVARESTYRELSEN.DK/KOST-OG-FOEDEVARER/ALT-OM-MAD/DE-OFFICIELLE-KOSTRAAD/KOSTRAAD-TIL-DIG