Mejeri i en sund og bæredygtig, europæisk fødevaresektor:

De mange bækkes vej: Et blik på de mange midler til at mindske klimaaftrykket og øge omstillingen

På European Milk Forums konference Pathways to a Sustainable Dairy i Bruxelles deltog både landmænd og forskere, som alle kunne præsentere helt konkrete tiltag, der er godt i gang med eller har potentiale til at bringe os tættere på målet om en bæredygtig mejerisektor.

For at nå de ambitiøse klima- og bæredygtighedsmål, der er sat både herhjemme og i EU, er der brug for konkrete input fra alle sider. Fra landmanden i marken, forskeren i laboratoriet og eksperten på universitetet.

Ifølge Leen Vandaele, der forsker i landbrug hos Flanders Research Institute for Agriculture, Fisheries and Food (ILVO) i Belgien, er det vigtigt, at Europas landmænd først og fremmest har blik for, at der efterhånden findes en bred pallette af strategier for at nedbringe udslippet fra særligt køer. Hun gav på konferencen udtryk for, at hun ligesom mange andre også ser stort potentiale i at fodre køer med alger og tang, fordi meget tyder på, at det kan nedbringe deres metanudslip.

Her er især forskningen i effekterne ved algen med det latinske navn asparagopsis langt fremme og har vist sig meget lovende.

Netop blikket for de mange strategier er centralt hos Ghislain de Viron, der har et 155 hektar stort landbrug i Sarthe-departementet i Frankrig, som kan være til stor inspiration for andre. Alle gårdens bygninger er lavet af træ, og der er installeret solpaneler, som nu producerer fem gange så meget strøm, som den ellers relativt store mælkeproduktion kræver. Derudover har en miljøvurdering vist, at landbrugets græsarealer og beplantning bidrager væsentligt til både CO₂-lagring og biodiversitet.

Endelig har den franske mælkebonde formået at nå endnu længere ved at reducere kvælstofkoncentrationen og øge den lokale produktion af protein til køernes foder og gå over til økologisk gødning af jorden.

Selvom der findes mange ansvarsbevidste og proaktive landmænd som Ghislain de Viron, mangler der dog ifølge John Gilliland fra Queen’s Univesity i Belfast helt grundlæggende incitamenter for alle Europas landmænd til at gøre en målrettet indsats for at lagre CO₂. For selvom Ghislain de Viron lagrer meget CO₂, som kommer os alle til gavn, får han nemlig ikke noget for det, pointerede John Gilliland til konferencen.

Det er kun, fordi han fik lavet en miljøvurdering, at han har en idé om det, men standarden er faktisk ikke at måle den såkaldte bruttobinding, som er lagringen af alt ”nyt” CO₂. En faktor, som ellers anerkendes af IPCC som en væsentlig del af klimaindsatsen, men som ifølge John Gilliland bliver fuldstændig negligeret:

Mængden af lagret CO₂ bliver ikke en faktor, når det gælder regulering af landbruget, dels fordi den er svær at måle, og dels fordi det er nemmere at have nul-emission som mål. Men i stedet burde målet være klimaneutralitet. For det er jo dét, det handler om.

Derfor vil det ifølge den nordirske professor både være fair og meget virkningsfuldt, hvis Ghislain de Viron og alle Europas øvrige landmænd bliver betalt en rimelig pris for at gøre en ekstra indsats for at lagre CO₂ – for de positive incitamenter kan meget vel være nogle af de mest effektive.