12. september 2025

Vi glæder os til at få gæster i stalden

30 mælkeproducenter landet over inviterer indenfor, når ’Åbent Landbrug’ løber at stablen søndag den 21. september. Blandt dem er Mammen-leverandør Sanne og Kjeld Sørensen samt Arla-leverandør Line Vanggaard Pedersen. ”Vi glæder os. Det plejer at være mega-hyggeligt at få gæster på den måde,” lyder det fra Line Vanggaard Pedersen. 

Søndag den 21. september tager familien Danmark en tur på landet. Fra kl. 10 til 16 afholdes det traditionsrige Åbent Landbrug på 57 gårde landet over, og alt efter vejret er det en begivenhed, der tiltrækker mellem 80.000 og 100.000 gæster. Godt halvdelen af de medvirkende gårde – 30 i alt – er malkekvægsbedrifter. Dertil stiller Øllingegaard Mejeri op med et tilbud om mejeribesøg og ostesmagning i butikken. 

”Det er dejligt at Åbent Landbrug har så stor opbakning fra mælkeproducenterne,” siger projektleder Jan Morre Christensen, Landbrug & Fødevarer. ”Malkekvægsbedrifterne er meget populære blandt gæsterne. Her er god adgang til staldene og gode muligheder for at få lov til at klappe dyrene. Det betyder noget – ikke mindst for børnene,” siger han og fortæller, at Åbent Landbrug er en ’rigtig familiebegivenhed’ for både børn, forældre og bedsteforældre.

Med for første gang

Sanne og Kjeld Sørensens malkekvægsbedriften Stasiggaard ved Løgstrup (nord for Viborg) stiller i år op til  Åbent Landbrug for første gang. Gården, som leverer mælk til Mammen Mejerierne, har 220 sortbrogede køer og 220 kvier/kalve.  

”Det bliver spændende at prøve,” lyder det fra Kjeld Sørensen. ”Vi ser frem til at vise gården og køerne frem, så folk kan se og høre om alt det, vi arbejder med. I medierne bliver landbruget ofte udsat for kritik, men vi gør faktisk også en masse gode ting. Det vil vi rigtig gerne fortælle om.”

Sanne og Kjeld Sørensen sammen med medhjælperne Marcus og Tilde i stalden på Stasiggaard ved Løgstrup. (Foto: Åbent Landbrug)

Ud over køer, kalve og robotmalkeanlæg kan gæsterne på Stasiggaard komme tæt på nogle store landbrugsmaskiner (udlånt at den lokale maskinstation), møde en dyrlæge og en klovbeskærer. For børnene er der pedaltraktorbane, halmlegeplads og aktiviteter med Viborg 4H. Sidst – men ikke mindst – stiller Mammen Mejerierne op med en salgsvogn med mejeriets oste, så gæsterne kan smage hvad gårdens mælk blive brugt til.

Positive og nysgerrige gæster

I Vendsyssel er mælkeproducent og Arla-leverandør Line Vanggaard Pedersen vant til at åbne bedriften Hjulskov for rundvisninger. Dertil er hun en del af Landbrug & Fødevarers skoletjeneste, hvor skoleklasser og deres lærere har mulighed for at booke et besøg som en del af undervisning. På Hjulskov, som hun driver sammen med sine forældre og en flok medhjælpere, er der godt 300 køer og 200 kvier/kalve.

”Vi glæder os. Det plejer at være mega-hyggeligt at få gæster på den måde,” fortæller hun. ”De fleste er positive og nysgerrige, de vil gerne have noget at vide om landbruget. Nogle er selvfølgelig kritiske, men ikke med den der skarpe tone, man kan opleve på nettet. Det er noget helt andet og meget mere positivt at møde folk ansigt til ansigt,” fortæller hun og tilføjer:

”Man kan se, at det gør en forskel for folk at få lov til at opleve landbruget på egen hånd. De forstår det bedre. Nogle bliver overraskede og udbryder ’jamen køerne har det jo godt’. Og det kan man jo kun give dem ret i.”

Ligesom på Stasiggaard og stort set alle andre åbne landbrug er der på Hjulskov masser af aktiviteter til børnene. For de lidt ældre (og måske også børnene) er opstillet nogle veteranmaskiner. Blandt andet en Bukh 302, en danskproduceret traktor, som Lines far stiller til rådighed på dagen.

Læs mere og book et besøg på Åbent Landbrugs hjemmeside her

På hjemmesiden kan man også læse små portrætter af de medvirkende gårde
Læs mere om Sanne og Kjeld Sørensens malkekvægsbedrift her.  

Læs mere om Line Vanggaard Pedersens malkekvægsbedrift her.