20. november 2023

Undersøgelse: Danske mejeriprodukter er vigtige for forbrugerne og for landets økonomi


Danskerne vil helst lægge dansk ost, mælk og yoghurt i indkøbskurven. En undersøgelse viser, at 9 ud af 10 forbrugere foretrækker danske mejeriprodukter. Samtidig mener 76 % af de adspurgte, der foretrækker danske mejeriprodukter, at malkekøer og mælk, er vigtige for landets økonomi.

Når danskerne skal vælge mejeriprodukter, så skal de være fra Danmark. Det viser en undersøgelse, hvor 9 ud af 10 adspurgte svarer, at de foretrækker danske mejeriprodukter.

Og spørger man hvorfor, de foretrækker danske mejeriprodukter, så er det fordi, de gerne vil købe lokale produkter (58%), og fordi de gerne vil støtte de danske landmænd (66 %).   

En klar markering

Undersøgelsen, som er lavet af Norstat for Mejeriforeningen, viser også, at 88 procent af dem, som fortrækker danske mejeriprodukter, mener, at det er vigtigt at have dansk mælkeproduktion, så vi her i landet er i stand til selv at producere mælk og ikke er afhængige af import fra andre lande.

Oveni fremhæver 76 % af dem, som foretrækker danske varer, at malkekøer og den mælk, de producerer, er vigtige for landets økonomi.

”Vi er glade for, at forbrugerne foretrækker mejeriprodukter fra de danske mejerier,” siger Henrik Damholt Jørgensen, adm. direktør i Mejeriforeningen, som er de danske mejeri-virksomheders brancheorganisation.

”Jeg hæfter mig også ved, at forbrugerne lægger vægt på, at mælkeproduktionen og mejerierne i Danmark bidrager til lokalsamfundene og til den danske samfundsøkonomi,” siger han og fremhæver, at så godt som alle mejerier netop ligger i landområder eller mellemstore byer, hvor de udgør vigtige arbejdspladser og aktivitet.

Det samme gør de 2.400 gårde med mælkeproduktion i Danmark, og de landmænd og landbrugsmedarbejdere, som driver gårdene.

”På den måde er det samlede mejeribrug en vigtig aktør både lokalt og for hele landet,” siger Henrik Damholt Jørgensen.

 

Et privilegium at kunne producere fødevarer

Han vurderer, at mange danskere de seneste år, på grund af corona, forsyningskriser og krig i Ukraine, er blevet mere bevidste om, at det ikke er en given sag, at vi altid kan få de varer, vi ønsker os.

”Jeg tror, det får danskernes øjne op for, at det faktisk er godt, at vi i Danmark kan producere så mange gode fødevarer selv, og at det af mange grunde er værd at holde fast i.”

Han nævner samtidig, at forbrugernes tillid - nu som førhen - også forpligter branchen, og det er noget, der skal arbejdes på at leve op til og udvikle.

”Både på gården og på mejerierne tager vi ansvar - ikke kun for dyrene, mælken og produkterne i køledisken, men også for det aftryk, produktionen efterlader - fra ko til færdigt produkt. Derfor arbejder vi på tværs af mejerisektoren konkret med grøn omstilling, klima-reduktioner og bæredygtighed,” siger Henrik Damholt Jørgensen fra Mejeriforeningen.